Fastkørt tog marts 1942 - LØST, med streg under LØST!
Lidt supplerende om snestormen fra diverse aviser. Det var vildt flere steder i landet, men klippene her er koncentreret om det der skete på Midtsjælland:
Fyns Socialdemokrat, torsdag den 19. marts 1942: ”Ringsted: Efter Isslaget i Gaar fulgte en forrygende Snestorm med Snefald Fygning, som fuldstændig har blokeret Vejene i Midtsjælland. Samtlige Rutebiler er indstillet, og Togforbindelsen unormal. Vest paa har der i Formiddags siddet to Tog fast mellem Ringsted og Roskilde og et mellem Ringsted og Næstved. Køge-Ringstedbanen er indstillet, og der sidder et almindeligt og et Hjælpetog fast i Lellinge”.
Nationaltidende 20. marts 1942: ”Sorteste Trafikdag i Statsbanernes Historie. I Gaar maatte Statsbanerne sende Tog ud i det uvisse. Det fuldstændige Trafiksammenbrud kan bedst belyses ved den Kendsgerning, at al Toggang i Danmark simpelt hen aflystes efter Mørkets Frembrud i Aftes med Undtagelse af Togene paa Kystbanen. Strækningen København-Hillerød og den københavnske Nærtrafik. Sandheden var i Gaar i Virkeligheden den, at Statsbanerne Dagen igennem maatte sende Tog ud i det blaa uden at kunne følge deres Skæbne, takket være afbrudte Telefon- og Telegrafforbindelser. Det var maaske den sorteste Trafikdag i D.S.B.s Historie […]. Overhovedet ingen Forbindelse fra Korsør i Gaar. København og Korsær havde i Gaar ingen direkte Forbindelse. Det er sigende for det Trafikkaos, der herskede, at man endog paa Statsbanerne ikke kunde overskue Situationen helt. De to Morgentog fra Korsør kørte fast ved Viby mellem Ringsted og Roskilde, og endnu sent i Aftes var de Rejsende ikke naaet København, selv om der var afsendt Hjælpetog, og Sneplovene havde været i uafbrudt Aktivitet. Kl. 16,08 afsendtes Tog fra København til Korsør, hvortil det ankom sent om Aftenen”.
Roskilde Avis den 21. marts 1942: ”Situationen for Trafiken ser i Dag noget bedre ud, selv om man langt fra er naaet igennem det store Kaos, der blev skabt ved Snestormen forleden. Statsbanerne er naaet igennem med forholdsvis planmæssig Toggang paa alle Strækninger, men samtlige Rutebilruter er endnu indstillet og ventes ikke i Gang foreløbig [,,,] Den sjællandske Trafikleder har Hovedkontor i Roskilde. Paa Statsbanestationen er alle Tjenestetelefoner og Telegrafledninger afbrudt, og man er derfor henvist til udelukkende at benytte Bytelefonen. Paa Billetkontoret talte vi med Trafikassistent Nielsen, der oplyste, at Toggangen nu er forholdsvis normal. Man sendte i Morges lidt over Kl. 6 en Sneplovaf sted dels mod Kalundborg og dels til Korsær, samtidig med at der paa et andet Spor afsendtes plov fra Næstved. Alle Plove er naaet igennem, og Formiddagens Tog paa disse Strækninger er blevet gennnemført, om end med nogen forsinkelse […] I Formiddag fik man hentet de to Vognstammer, der holdt i Viby Station, ind til Roskilde, efter at Lokomotiverne allerede i Gaar Eftermiddags var blevet hentet ind og tøet op. Paa Statsbanestationens Kommandopost har man i disse Dage Assistance af Trafikinspektør M.E.Jensen, København, og hans Hjælpere. Det har ikke været muligt at faa Oversigt over Situationen i København, og derfor har den sjællandske Trafikleder opslaaet sit Hovedkvarter i Roskilde”.
Social-Demokraten den 20. marts 1942: ”Togene sidder fast paa Sjælland. Ringsted: Posttoget fra Roskilde, der siden i Morges har siddet i Sneen ved Viby, naaede først ved 15-Tiden Ringsted. Paa det andet Spor sidder endnu et Par Tog, der er afsendt fra Ringsted i Formiddags”
Mange hilsner
Lars