Fastkørt tog marts 1942
Takket være Ole Lund Jensens oplysninger er det lykkedes mig at lokalisere præcis det viste billede, som blev bragt på forsiden af Roskilde Dagblad lørdag den 21. marts 1942. Den ledsagende billedtekst lyder: "Over hele Landet sidder adskillige Tog fast i de vældige Snemasser. Ovenstaaende Billede er taget paa Strækningen mellem Roskilde og Ringsted. Toget, der var på vej mod Roskilde, var kørt saa uhjælpeligt fast, at det trods flere Timers ihærdigt Arbejde ikke lykkedes at befri Godstoget". Billedet er så vidt det kan ses, taget nogle dage før det blev bragt, hvor to tog var kørt fast ved Viby Sjælland. Antagelig 19. marts 1942.
Måske står der noget nærmere i Roskilde Dagblad for 19-20 marts 1942, som jeg dog ikke har adgang til.
I Social-Demokraten fra fredag den 20. marts 1942 står der dog om gårsdagens problemer på strækningen mellem Roskilde og Korsør: ”Ingen Tog igennem fra Korsør. Vestbanen: Mægtige Driver blokerede Banelinjen mellem Roskilde og Ringsted og ved Sorø. Morgentogene var aflyst i begge Retninger, et Formiddagstog fra København kørte fast ved Viby, og flere Tog fra Korsør sad fast paa Strækningen. Hen paa Eftermiddagen havde man faaet ryddet Strækningen saa meget, at et Tog fra København Kl. 16 kunde føres igennem til Korsør paa godt fire Timer. Men fra Korsør naaede ingen Tog i Gaar til København”.
Mange hilsner
Lars
Så har jeg været en tur på biblioteket for at kigge i digitaliserede aviser fra marts 1942 - dog kun de såkaldte "ejerløse" aviser, der er ophørt og for hvilke ingen længere kan gøre krav på ophavsret. De øvrige kan kun ses på Det Kongelige Bibliotek.
Talrige aviser beskriver snestormen den 18-19. marts 1942 som "den værste i mands minde". Og det begyndte den 18. marts med særdeles krafttigt isslag, der medførte tykke islag på alle luftledninger og som følge deraf talrige brudte telefon- og telegraftråde og knækkede master ("stænger"!). Som om det ikke var nok gik vejret derefter i den nordlige del over til kraftig snestorm, mens den sydlige del fik regn. Sneproblemerne var værst i Thy, Himmerland, Vendsyssel, Midt-og Nordsjælland samt på Bornholm. Lolland og Falster så ud til at være gået fri, og jeg har heller ikke læst om sneproblemer i Syd- og Sønderjylland samt på Fyn. Oven i alt dette kom, at issituationen på Storebælt var tilspidset.
Jeg har i de forskellige dagblade læst om talrige fastkørte privatbanetog på Aalborg Privatbaners og Hjørring Privatbaners forskellige strækninger, på Skagensbanen, Odsherredsbanen, KRB og sågar også Amagerbanen. På DSB-strækningerne kørte et tog fast på Himmerlandsbanerne, men hvad der er mere interessant i forhold til billedet af P-maskinen, så kørte i al fald følgende DSB-tog fast:
* Nordgående afteneksprestog ved Kvissel
* Nordgående godstog ved Ellidshøj
* Vestgående avisposttog ved Viby Sj
* Endnu et tog mellem Roskilde og Ringsted
* Et tog mellem Ringsted og NæstvedJeg har ikke fundet P-maskinebilledet i nogen af de forskellige artikler, men mon ikke det viser et af ovennævnte tog - nok fraregnet godstoget og vel mest sandsynligt et af de tre tog på Sjælland. Så ved kombination med højspændingsmasten kan vi måske komme det nærmere. I øvrigt trækker jeg i land på mit tidligere postulat om, at det skulle være en stålgittermast. Det kan man helt ærligt ikke se, og det kan lige så godt være en træmast, vi ser - måske nærmere bestemt to, der er krydset. Hvert elforsyningsområde havde jo gerne sit eget design af master og ophæng, så måske det kan bringe os videre.
Med venlig hilsen
Ole Lund Jensen