Kære alle

De to ”vinterkrige” viste med al tydelighed, at DSB (og sikkert også privatbanernes) sneberedskaber var utilstrækkeligt, materiellet ikke stærkt og robust nok. Yderligere var datidens damplokomotiver afløst af dieslen, hvorfor der faktisk kun var to konstruktioner, der var anvendelige. Et rammelokomotiv af MAK typerne (koblede)og DSB litra MY p.g.a. dets konstruktion med en gennemgående ramme, god maskinkraft og adhæsionsvægt SAMT at det havde den frontform med en ”næse”. Altså at sneen kunne komme op og over. Altså var privatbanernes Marcipanbrød og rulleskøjter ikke anvendelige af mange årsager, typisk for svag maskinkraft og dårlig adhæsion.

Sneplovene af træ var for lette i konstruktionerne og konstruktionen kunne lide overlast og knække. Derfor ingen MY for plovlokomotiv. Til gengæld var plovskæret fremragende til at rydde sneen op og ud til siderne. DSB tenderplove led af et lodret skær, der ved våd sne pakkede og blev til en uigennemtrængelig mur. Og da tenderkasserne var fyldt op med sten og ral, var de blevet tærede (rustede op) indvendigt og brød sammen.

Et damplokomotiv med stor adhæsion fik ikke ødelagt konstruktionen ved hård snekørsel, det gik bare istå når det ikke mere kunne komme frem. Kunne selvfølgelig løftes, hvis ploven havarerede.

Altså var der en ide i at anvende en damper, hvis der var mulighed derfor.

Erfaringerne viste med al tydelighed, at der skulle nytænkes. De originale sneplader (MO og andet) var utilstrækkelige og erstattedes af den svenske ”Norrlands-plov” type (de underhængte) samt af Scandia-sneplovene og nogle snefræsere. Med hensyn til Scandia-sneplovene gjorde man dog indledningsvis den fejl, at udstyre dem med lodrette skær. Det blev heldigvis rettet.

Hvis man vil læse mere om plovene kan man med fordel læse to artikler i ”Årsskrift for Danmarks jernbanemuseum” udgivet af ”Jernbanemuseets venner”.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler