Lokomotiver i Bulgarien - to 760mm-loks mere i Septemvri
Godmorgen i forum
Brigadelokomotivet BDZ 470 (efterfulgt af hævet "60" for 600mm sporvidde) stod altså på en fladvogn i Septemvri den 25. juli 2008, og den var ankommet fra jernbanemuseet i Ruse.
Der stod også to andre maskiner på fladvogne, og den ene var BDZ 506 (efterfulgt af hævet "76" for 760mm sporvidde):
BDZ rådede over seks af denne type: Nr. 501-4 blev bygget af Českomoravská Kolben-Daněk i Prag i 1927, og nr. 505-6 af Schwartzkopff i 1931. Vi mødte nr. 504 i Bansko, og nr. 505 skulle også være bevaret.
Endelig stod dette 760mm-lokomotiv på en fladvogn. Det må også være ankommet fra Ruse, og det har nr. 1!
I 1922 leverede Rheinische Metalwaaren und Maschinenfabrik i Düsseldorf ti maskiner af denne type til BDZ. De var nummereret 1-10 og blev af en eller anden grund ikke omnummereret. Nr. 10 skulle også være bevaret.
Det må her lige nævnes, at der fandtes yderligere en 760mm-bane i Bulgarien foruden Septemvri-Dobrinihste. Den gik fra Červen Bryag til Orjahovo, en by ved Donau et par hundrede kilometer vest for Ruse. Denne banes persontrafik ophørte i 2002, og i dag er den forsvundet fra landkortet.
BDZ benyttede sine 760mm-lokomotiver i flæng på de to strækninger, men de kraftigste havnede gerne på Septemvri-Dobrinihste-banen, som havde de største stigninger.
Jeg støtter mig til: John Organ: Romania & Bulgaria Narrow Gauge, Middelton Press 2008.
Bedste hilsner