Idag for 75 år siden, fødselsdagshilsen fra sabotørerne.
Om sabotagen havde den ønskede virkning på krigen mod Tyskland og dermed en allieret faktor man kunne regne med, var helt afhængig af hvilke øjne der så på sagen og TIDSPUNKTET.
At gennemføre jernbanesabotagen på dansk område var dels politiske (Frihedsrådet og de ”frie danske” i England med Christmas Møller m. fl.) ønsker, for at kunne undgå allierede bombninger og selv have kontrol og ikke mindst den motiverende faktor ”Set Europe ablaze” (SOE godt hjulpet af den engelske PM Winston Churchill udtalelser) indenlands. Men nok så meget også en konsekvens af, at Royal Air Force (Fighter Command med den senere 2nd. Tactical Air Force) ikke havde de fly (jagerbombere og langtrækkende jagere), der kunne ødelægge jernbaner og materiel til rådighed, dels i antal, men også m.h.t. aktionsradius. Og RAF Bomber Command havde helt andre prioriteter end danske jernbaner og infrastruktur. RAF Coastal Command havde rigeligt at se til, for at holde den tyske konvojtrafik og enheder fra KM på et minimum i Skagerrak, Nordsøen og langs den norske kyst så langt nord de kunne flyve.
For Tyskland var det danske jernbanenet udelukkende en metode for at kunne holde Norge i tyske hænder (INTET overhovedet med tungt vand at gøre, de få par tønder det drejede sig om) og derved bevare et tryk på Sovjetunionen og den engelske flåde og kunne udskibe jernmalmen fra Narvik til Tyskland.
Hvis man er interesseret i en historisk undersøgelse af jernbanesabotagen i Danmark, bør Aage Trommers afhandlings, der forsvaredes i forbindelse med en filosofisk doktorgrad, læses. Den hedder ”Jernbanesabotagen i Danmark”, Odense University Press 1971, (ISBN 87 7492 049 9).
Med venlig hilsen
Steffen Dresler
NB: Ødelæggelsen af Shell-huset og med de mange indirekte tab på den franske skole, havde intet med de tyske enheder i Danmark at gøre, altså hverken taktisk som strategisk. Operationen blev udelukkende gennemført efter et meget stærkt dansk ønske fra Frihedsbevægelsen, om at destruere de arkiver som det tyske politi (Gestapo og SIPO) måtte have liggende der og som man mente kunne stoppe den danske modstandsbevægelses arbejde helt op til den tyske kapitulation.