![Avatar](images/avatars/1750.jpg)
Opbevaring af benzin i DSB's Svebølle Grusgrav
Hejsa,
I forbindelse med en bog, jeg arbejder på, beskæftiger jeg mig pt. bl.a. med statens oplagring i vinteren 1939/40 af 26.000 sortmalede jerntromler med benzin i DSB's grusgrav ved Svebølle station. Der var sidespor til grusgraven frem til 1932, så grusgraven var i 1940 ikke længere i brug til sit oprindelige formål og kunne bruges til midlertidigt benzindepot. Dette var Svebølles indbyggere i sagens natur lidt bekymrede over, idet enkelte af tromlerne (som ikke var normale galvaniserede benzintromler men spinklere smøreolietromler) var utætte, men havde beboerne grund til bekymring efter nutidens målestok?
Grusgraven lå 100 meter fra byens yderste husrække, 40-50 meter fra jernbanelinjen, hvorfra tog ofte havde antændt stedets græs eller træer, ca. 100 meter fra et stort savværk, hvis skorsten trods alle forsigtighedsforanstaltninger spyede gnister, og kun 40 meter fra offentlig vej og en meget stor proprietærgård, hvis staldbygning lå parallelt med graven. På den fjerde side afgrænsedes graven af en stor plantage tilhørende en kendt politiker og landmand. Granerne voksede helt hen til skrænten. Området blev indhegnet med pigtråd og der var opstillet vagter.
Kan nogle mere kyndige på benzinopbevaring end jeg vurdere, hvorvidt beboernes frygt var ubegrundet? Var det hele mon blot en storm i et glas vand gejlet op af pressen?