En dateringskorrektion
Hej Lars,
Jeg gad alligevel, nu da tiden tillader det. Husene til højre er villaerne Nørregade 43, 45 og 47 med deres respektive baghaver og udhuse. Den nyeste villa af de tre er den midterste, Nørregade 45, som er opført i 1939.
Til venstre for lokomotivet ses en høj skorsten ved noget småindustri på en grund mellem Nørre Allé og banen. Hvis nogen kan hitte ud af, hvornår skorstenen er revet ned, kan dateringen indsnævres. Måske ved Grindsted Lokal Arkiv det, for det er jo en typisk lokalhistorisk oplysning.
Til højre for lokomotivet kan man, mener jeg, ane vejen Nørreled som en lys, jævn streg igennem det ubebyggede areal. Det er vejen Nørreled, hvor der ifølge BBR i 1953 anlagdes en række villaer. Nørreled ses ikke på LW1944 luftfotoet af området, så den må være anlagt mellem 1945 og 1952. Grindsted Lokalhistoriske Arkiv ved sikkert hvornår. Derudover kan jeg ikke lige se, hvilke detaljer på fotoet, der kan indsnævre dateringen yderligere.