Det er ufattelig let for mig at glemme, at der er musikalske selvfølgeligheder for mig som musiker, som selvfølgelig ikke er hvermandsviden.
Ligeledes, glemmer jeg ofte, at min jernbaneviden ikke er selvfølgelig i musikerkredse... Det beklager jeg dybt, og kommer så her med en forklaring:

I musikken er der 7 toner, angivet ved bogstaver: A H C D E F G. At det er H og ikke B er en Kontineltaleuropæisk tradition, som jeg kun på opfordring vil uddybe...

Hver af disse toner kan en ten hæves eller sænkes en halv tone. Hæver man dem, markeres de med "#", som i musiktermer kaldes "kryds". Sænkes tonen en halv, markeres det med "b" udtalt som bogstavet "b": [be].

Det vil sige, at fx en halv tone over "C" vil skrives "C#" og - som vi konkret er ude i her, vil en halv tone under "E" være "Eb". Eneste undtagelse herfor er tonen "H", der sænket en halv tone skrives "Bb"...

Så er der det med udtalen.
En tone hævet med en halv udtales som bogstavnavnet + endelsen -is, fx: "F#" udtales [fis], "D#": [dis] osv.
En tone som er sænket en halv udtales som bogstavnavnet + endelsen -es for konsonanter og -s for vokaler fx: "Eb" udtales [es], og "F" bliver til [fes]. Igen er der så undtagelse ved "H", der om end den skrives "Bb" udtales [be].

Således ender vi med tonerne i gavotten skrevet og udtalt således: D[de] Eb[es] Bb[be].

Håber det klarede tingene op

- Larsen

Vil du være sød at uddybe, hvorfor det er "H" og ikke "B"?

Mvh. Oliver