Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Ny trafikterminal i støbeskeen i Frederikshavn (Generelt)

af Carsten B. Thomsen, Frederikshavn, 9/5 2013, 16:26 (4151 dage siden) @ BoergeOf61
redigeret af Carsten B. Thomsen, 9/5 2013, 16:47

Det ser rigtig spændende ud, selvom det betyder et farvel til sporet til den nedlagte havnestation (og Flådestationen) og til omløbsmuligheden mellem Spor 3 og sporene øst herfor.
Det er desuden godt tænkt, at det ville være et godt sted at placere en dagligvarehandel - der er mange, der passerer forbi på E45, og personligt savner jeg (og sikkert også mange andre bus- og togpendlere) meget en indkøbsmulighed på vejen hjem fra stationen (eftersom at dette hjem og mange andre hjem her i det frederikshavnske ligger nord for stationen).

Jeg undrer mig bare lidt over, hvad der blev af tankerne om at omlægge E45 fra at sno sig forbi banegården og igennem Nordbyen, til i stedet at gå via Kragholmen - dette ville binde stationsområdet meget bedre sammen med midtbyen, som det jo er afskåret fra pga. den megen trafik på E45. Dertil kommer, at ventetiden i lyskrydset tilmed er irriterende lang for den trafik, der skal over eller ind på E45.

Dengang jeg i 1990'erne var medlem af Bymiljøgruppen i Frederikshavn rumsterede der nogle spændende planer om at forlænge Kirkepladsen helt ned til havnen - hvor en omlægning af E45 til Kragholmen var en forudsætning for dette.
På denne brede rambla kunne der være torvemarked á la Barcelona, og dette ville mere eller mindre være en genetablering af tidligere tiders Langelinie.
Denne rambla ville gå lige forbi en ny rutebilsstation, som skulle anlægges på stationsforpladsen, og der blev indgået en aftale med DSB om at afvente med større ændringer på den nuværende stationsbygning og stationsområdet, indtil alle aftaler var faldet på plads og finansiering fundet. Men det er indtil videre ikke blevet til noget, især fordi beboerne langs Kragholmen naturligvis ikke er interesseret i at få den tunge trafik på E45, så derfor ser stationsbygningen og især stationsområdet fortsat mere eller mindre ud som dengang banegården blev anlagt.

Så der strandede de planer mere eller mindre, og DSB har gennem tiden af egen drift måttet gennemføre de småændringer af stationsbygningen, som ændringerne i DSB's koncepter har medført (bl.a. nedlæggelse af restauranten, nedlæggelse af billetsalget og etablering af 7-Eleven, samt etablering af aflukkket ventesal i det tidligere billetsalg, m.v.).

Det foreliggende forslag er derfor muligvis det bedste, der kan gøres, hvis der skal ske ændringer af området, uden at skulle omlægge E45 til Kragholmen - istedet må jernbanesporene så holde for, nu hvor "krøllen" (S-svinget) på E45 hen forbi stationsområdet åbenbart ikke kan inddrages. Asfalt er åbenbart mere "helligt" end jernbanespor, og det er jo helt i tidens ånd nu til daws.
Men spændende ser det ud, og det er et supergodt "genbrug" af de eksisterende bygninger og indkørsler, og det kan forhåbentlig "levendegøre" de dele af stationområdet, som idag mere eller mindre står og forfalder lidt (især P-pladsen øst for stationsbygningen).
Samtidig vil asfaltørkenen, der udgør den nuværende busterminal, sikkert kunne inddrages til andet formål - hvilket der også var planer om i ovennævnte projekt fra 1990'erne.

Desuden så er der så vidt jeg ved kun tre sidespor til havnen (det var der i hvert fald så sent som i tirsdags), og kun sporet til havnestationen (og som for nyligt er blevet lettere amputeret i forbindelse med Forsyningens igangværende store kloakprojekt) vil i bogstaveligste forstand ligge i vejen for projektet.
Sidesporet til Stena Scanrail's leje har netop vist sig at være "nice to have" i forbindelse med påsejlingen af Jernbanebroen over Limfjorden - man kunne så ønske sig, at det spor i højere grad var "need to have", så ingen kunne finde finde på at pille ved det (dvs. pille det op).
Men heldigvis ser hverken dette spor eller det (meget) længe ubenyttede spor til vores flotte Kattegat Silo ud til at blive berørt af det foreliggende projekt.

Det ville da være bedre, hvis færgehavnen kunne bruges som udgangspunkt for en ny trafikterminal. Sidste år blev der endda etableret en midlertidig togforbindelse til Sverige.

Der har før været planer om at sporet til den nedlagte havnestation i stedet kunne bruges til omladning af løstrailere til trailer-heltog, for der er temmelig meget lastbiltrafik via Frederikshavn Havn, idet både Stena's sverigesfærger og Stena's norgesrute har mange lastbiler med, foruden godsfærgen Stena Scanrail, som ofte er fyldt til sidste plads (og det er ikke med jernbanevogn, desværre).
Togforbindelsen til Sverige er ikke midlertidig, men derimod permanent - problemet er bare, at den ikke bliver brugt, idet jernbanetransitgods med vold&magt skal føres ad den store omvej via flaskehalsen henover Fyn/Sjælland/Øresund, sådan at de dyre anlægsinvesteringer dér kan tjene sig hjem.
Al konkurrence fra de mere direkte forbindelser via Frederikshavn og Hirtshals er derfor uønsket - disse genveje til Sverige og Norge benytter lastbilstrafikken sig i stedet af - dummere er vognmændene jo heller ikke ;-)

--
Med futlig hilsen
Carsten B. Thomsen


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Lokomotivfabrikker

Indsend billederBillige jernbane T-shirts

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak