Stege og Morsø? (Generelt)
Hej.
Tak for svarene.
Stegefotoet kan vel så bestemmes til sidst i tyverne - til nøds først i trediverne. I alle tilfælde tidligt 1925 og senet 1934.
Der blev spurgt om teksten på skiltet på det andet billede.
Først gengiver jeg, hvad jeg kan læse. Dernæst hvad jeg tror, der står. Bemærk, at også i trediverne skulle De, Dem, Deres, I og Jeres samt Eders, hvis nogen endnu brugte det ord, skrives med stort i tiltale. Når jeg skriver i med lille her, er det for at være tro mod kilden! Derfor er navneordene også med stort! Vi er også før bolleået, så der her skrives aa.
.... betyder, at et eller andet dækker for teksten. I anden omgang gætter jeg så, hvad jeg mener, der står. Afslutningen er stadig uklar. Er der en rimsmed til stede, der kan digte færdig?
Her maa i gerne lægge Nakken ....
men .... naar i broen i Øjesy.... ....
Altså formentlig:
Her maa i gerne lægge Nakken tilbage,
men kun naar i broen i Øjesyn ....
Festdragten, bannerreklamen og signalflagene tyder vel på en af de sidste færger på lillbæltsoverfarten. Billedet er formentlig så taget i 1935.
Der er lige det, at mellem Fredericia og Strib sejlede man ikke under broen, men måske har man gjort en udflugtstur ned til broen? Netop den med udflugten gav mig en idé, men samtidig var der mad på bordet, og under spisepausen tog ideen form.
Det er en udflugt. Færgen er ikke i Fredericia eller i Strib, hvor omgivelserne heller ikke ligner, men den ligger i Middelfart Havn. Bygningen i baggrunden ligger der formentlig endnu og er noget af det gamle træskibsværft? Ser man rigtig godt efter, ser man bropillerne til Lillebæltsbroen. Ingen tvivl om Middelfart. Mon ikke en færge på den måde har deltaget i broen indvielse?
Det med at lægge nakken tilbage, bragte mig på vildspor og fik mig til at tro på Helsingør, hvor færgerne jo også sejlede. Men færgerestauratøren har nok også sendt en kasse et eller andet drikkeligt med her til indvielsen... eller afskeden.
Færgen, som jeg ikke har haft fotos nok til følge gennem ombygninger, hælder jeg - efter de tilsendt indlæg - til at være S/F Fyn ved Lillebæltsbroens indvielse 1935.
Med venlig hilsen og tak for hjælpen. Vi kommer det nok ikke nærmere.
Bent Hansen.