Ærlighed varer nok længst, så ja, jeg har i mine teen age år distanceret mig fra jernbanehobbyen og nok ikke villet vedkende mig min interesse, specielt over for pigerne. Kammeraterne vidste jo godt, at man ”samlede på tog”. Om det gjorde en forskel ved jeg ikke den dag i dag.
Som stor teenager og senere voksen ved alle i min omgangskreds at jeg interesserer mig for jernbaner og det er endog meget accepteret. Jeg bliver spurgt om dette eller hint, folk meddeler mig at se har set dette, kollegaer kommer med billeder eller andet, nogle spørger om hjælp til børn eller børnebørn o.s.v.
Men personligt har jeg det bedst ved at dyrke mine interesser alene eller sammen med én eller flere jeg kender godt. Og jeg skal da stadig indrømme, at jeg ikke altid bryder mig om at stille mig op som privatperson et offentligt sted og fotografere ”tog”, hvis jeg er helt alene og der ikke er anden grund til at tage et foto, end der er et motiv jeg ønsker. Og forklaringen er ganske simpel, da jeg ikke vil sættes i bås med nogle, som jeg betragter som ”train-spotters” på den negative måde. Jeg har oplevet – og det findes indenfor alle hobbies eller hvad man nu går op i/dyrker – personer, der overskrider mine grænser for opførsel og påklædning. Og dem vil jeg IKKE sættes i bås sammen med. Så det er ikke at skamme sig over for min interesse, men ikke at ville sammenlignes med visse personer og personkredse. Så havde det været en anden hobby, havde det samme også været gældende.
Er jeg derimod ”officiel” rager det mig en ….., men så har jeg også en rolle der skal udfyldes.
Og så kan man blive ved med at diskutere om min perception og deraf afledte handlinger er korrekte. Men det interesserer mig nu ikke mere, engang måske.