Fredericia Rangerbanegård-Fredericia
Kære Ove, GH
Under indskanning af en stak dias fandt jeg dette billede af indkørselssignalet til Fredericia Rangerbanegård fra nord, altså fra Pjedsted. Hvis toget blev taget ind "til venstre" kom det til ankomstristen. Hvis toget fortsatte "ligeud" kom det til Fredericia.
Jeg har kigget lidt i en gammel TIB og der er noget jeg ikke forstår: Ifølge TIB havde Fredericia Rangerbanegård et I-signal og et VI-signal i nordenden. Det er dem vi ser på billedet. Og ifølge samme TIB havde (selve) Fredericia et I-signal i "sin" nordende. Men der var ingen U-signal i sydenden af Fredericia Rangerbanegård. Det vil sige, at lokomotivføreren i retningen fra Pjedsted mod Fredericia først møder Fredericia Rangerbanegårds I-signal, der viser gennemkørsel "ligeud" og derefter møder selve Fredericias I-signal. Nu kan en station jo godt undvære et U-signal, hvilket jo var almindeligt "i gamle dage". Men betyder ovenstående, at der ikke kunne stilles indkørsel "ligefrem" til Fredericia Rangerbanegård, men kun gennemkørsel, hvis toget skulle "ligefrem"?
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen, K2
Indkørsel til Fredericia Rangerbanegård fra nord. Til venstre ses VI-signalet. Fotografen befinder sig i ic 331 (Nordpilen) på vej nordpå. 4. april 1980. Fotograf: Thomas Boberg Nielsen
Kære Thomas, K2.
Ja, det er korrekt, at togfølgestationen Fredericia Rbg fra nord ikke havde udkørselssignal mod Fredericia Personbanegård. Som det kan ses af fotografiet, var der et "F-mærke" på I-signalet, nr. 7.3.1. "F-signal følger", som "forsignalerer" fremskudt signal for Fredericia Personbanegård. Og indkørselssignalet til Fredericia Rbg kunne kun vise "kør igennem" til Fredericia Personbanegård, hhv. "kør med begrænset hastighed" til Fredericia Rbg (ankomstristen). Men bortset fra det virkede I-signalet i praksis som "mellembloksignal" på linieblokstrækningen mellem Pjedsted og Fredericia Personbanegård. Signalgivningen til Fredericia Rbg, der foregik i Post 5, blev frigivet fra Post 2, der var kommandopost. I dagens situation er der netop placeret et mellembloksignal på samme position som det tidligere I-signal til Fredericia Rbg på den automatiske og fjernstyrede linieblokstrækning, men det er en helt anden situation, da forbindelsen til ankomstristen er fjernet.
Bedste hilsener
Ove Nygaard
GH og "gulvmåtte - og i fravær af rutinerede kræfter, enkelte gange leder - i Post 2 tid efter anden 1963-1969"