Man læser om, at diverse restaureringsprojekter går i stå på grund af penge- eller personalemangel, materiel får lov til at stå ude og forfalde osv, osv.
Jeg tror i høj grad, det drejer sig om at samle kræfterne om færre projekter, færre steder, hvor man vil køre veterantog – og så virkelig gøre en indsats for at få gennemført de udvalgte projekter.

Det er korrekt. For nogle år siden var der nogen gutter fra Esbjerg der bare ville have en MH, og du godeste hvor de førte krig mod de andre klubber, og DSB og DJK i særdeleshed. Det foregik på usenet, og man kan fnde nogle af de indlæg endnu.
Det blev påpeget at der jo sådan set var en klub i Bramming som havde en MT, men nej, man ville lave sit eget. Man samlede kræfter og penge, og fik sig en MH - den skulle endda have været køreklar eller tæt på da de fik den. Da man havde fået den slap kræfterne og pengene op, så den står og forfalder på Esbjerg havn. Tænker ikke de har gjort sig de store tanker om at en ting erat have et tog, noget andet er at være operatør og få den ud at køre.

Det kræver flere ressourcer og solide organisationer at hamle op med politikere og bevilligende myndigheder, hvis man skal have held til at få gennemført noget.
Egentlig skulle man måske nøjes med en enkelt organisation, som både omfattede DJK, DSB museumstog og de mindre klubber – men det er måske for stort et skridt? Så 2 foreninger, da!? Jeg kender ikke til organiseringen af DSB Museumstog - gives der nogen form for statsligt tilskud, som kunne besværliggøre en sammenslutning med de øvrige klubber?

Man har jo DVF som allerede bruges til formålet, men måske kunne udbygges ydereligere.

Det er dejligt, at der i Danmark er bevaret 3 DSB K maskiner – og at de oven i købet kan køre alle 3. Men det havde vel egentlig været lidt sjovere, hvis der i stedet havde været 3 forskellige køreklare maskintyper? Sådan noget kunne man måske passende koordinere mere centralt. Ikke sådan at forstå, at man skal standse initiativer, hvor folk brænder for netop DEN maskine. Men nogle gange kunne man måske overveje, om det ikke var lige så interessant at få gang i en D-maskine eller måske en P-maskine og så måske nøjes med 1 eller 2 K maskiner. Man skal naturligvis stadig så vidt muligt bevare alt bevaringsværdigt materiel.

Man skal også tænke på maskinernes egnethed til at udføre kørselsopgaver. Det er ikke uden grund at K maskinen har været en udbredt persontogsmaskine i Danmark.
Jeg har oplevet P917 i drift, og godt nok er det en imponerende maskine, men det er kun indtil den skal ud at køre. Jeg fik indtryk af at det var en slags skinnepudsemaskine.
Holger F Sørensen skriver i sin erindringer (tror jeg det er) at P maskinen da er en meget pæn maskne, men ikke specielt velegnet til noget som helst.

Nogen går meget op i, at materiellet restaureres så historisk korrekt som muligt. Det er jeg for så vidt enig i. Men jeg synes hellere, man skulle indgå nogle små kompromisser, hvis det er det, der skal for at få materiellet ud at køre, så fred være med det.

Man kan vende det argument på hovedet og tage eksemplet med "Thomas The Tank Engine". Jernbaneenthusiaster tager sig til hovedet over den slags. Men man kan ikke sige andet end at Thomas har tjent penge til sin klub, og formået at henlede en ung generations interesse på dampdriften - en generation der aldirg har oplevet damplok i drift. Generelt er det et problem at den nye generation mangler i klubberne. Set i det perspektiv var ideen med Thomas ikke dårlig, og der er ikke sket ændringer på det lokomotiv som ikke kan bringes tilbage i oprindelig tilstand når Thomasdillen lægger sig.

Det er faktisk forstemmende at opleve de til tider ret ophidsede diskussioner...

Man bliver ikke altid populær af at påpege problemer som ellers fortrinsvis forties, eller hvis man skyder luftkasteller ned. Sådan må det vel være.