Jeg har med forundring fulgt med i debatten om veteranbanekørsel – og vedligeholdelsen af materiellet. Jeg var så naiv, at jeg troede da ”bare” alle havde en fælles interesse i at bevare så meget som muligt og at kunne køre så meget veterantogskørsel som muligt flest mulige steder i Danmark.

Man kan have en vis interesse i at bevare så meget som muligt. Men at købe noget er ikke det samme som at det er bevaret. Tager man skridtet til at købe noget bevaringsværdigt materiel, må man også have gjort sig tankerne om hvor og hvordan det kan opbevares så videre forfald kan undgås. Jeg ahr i min aktive veteranbanetid set masser af eksempler på at man har kunet få tegnebogen op af lommen på kassereren hvis man skulle købe noget materiel, og der kunne lægges mange penge til noget materiel som reelt var værdiløst. Men der var ikke penge til at købe finerplader til døre og vinduer, og presenning.
Der hvor jeg var aktiv havde man et remiseområde og en vognhal hvor driftsmateriellet stod. Foran vognhallen stod alt skramlet. Der vr ingen lys og ingen "grav" i vognhallen, skulle der arbejedes på driftsmateriellet, skulle det ud af vognhallen, og først skulle skramplet foran hallen rangeres væk først. det gav noget af et rangerpuslespil hver gang, som tog en masse tid. Men man købte mere materiel, som der ikke var plads til. Så fundere bestyrelsen over begrebet "længde over puffer", og gav derefter besked på at pufferne skulle skrues af noget aff materiellet foran vognhallen, for så kune der stå en vogn mere.
Det er absolut livsfarligt at rangere med vogne hvor pufferne er skruet af, også selv om det kun er på den ene af vognene, men flyttes skulle skrampet jo fortsat hvis vi skulle arbejde på driftsmateriellet. Det var på det tidspunkt at jeg opgav det aktive veteranbanearbejde.
Der må findes en balance med hvad der kan bevares, hvad der kan bruges, og hvem der skal gøre det. Jeg har læst et indlæg på usenet med en der ville bevare en MZ af hver serie køreklar, MZ I/II endvidere en i hver bemaling. Det mener jeg ikke er realistisk.
En ting som klubberne har været for lidt opmærksomme på er at deres materielsamlinger, især dem der er meget forfaldne, ikke pynter i landskabet eller bybilledet, og nok desværre har avlet en del modvilje blandt naboer, kommuner og BaneDanmark. Det medførte den berygtede "operation oprydning", og lignende aktioner kan komme igen.

Jeg tror derfor, at Danmark simpelthen er for lille til mange små veteranbaneklubber. Man læser jo om det ene sted efter det andet, hvor der ikke længere kan køres veteranbane, hvor nedlagte jernbanestrækninger, som kunne være potentielle veteranbaner, nu fjernes helt (efter at de har fået lov til at ligge uvirksomme i op til omkring 40 år – egentlig utroligt, at de har fået lov til det!).

Både og. Det kommer an på målestokken. Tag som eksempel Bryrupbanen på den lille lokale klub, hvor lokale gik ind for at bevare en stump bane, med "små" privatbanetog kørende. Den klub bygger meget på de lokale kræfter, og man har samlet sit virke et sted. Materiellet er meget enkelt og ligetil, og det kræver ikke den store specialviden for at kunne medvirke på et eller andet plan.
Banens afsondrethed gør materielanskaffelser besværlige, og måske har det været en fordel - man har undgået uoverlagte materielanskaffelser.

Modsat f.eks MY Veterantog, der har "store" tog kørende på de lange skinner, og materiel der kræver en del kendskab til vedligehold og fylder helt godt på sidesporene. Deres aktive medlemmer kommer fra et stort område, hvilket også betyder at nogen må rejse langt for at komme til arbejdsdagene. Tror ikke at dem der arbejder med MYeren har lyst til at bytte til en triangel. På den måde er der noget for enhver smag.

KLK har valgt at blive en del af Museumstog. Det skyldes bl.a. at man er afhængige af at køre på BDK's skinner, og det kræver en masse papir som igen kræver at man nærmest er professionel på området. Og det er Museumstog jo nok dem der er nærmst til at være.

(fortsættes)