Mit råd er at begynde med anlægsloven. Dernæst finansieringen og derefter eventuelle forhandlinger.

Da banen skulle have driftstilskud fra staten eller ligefrem drives af staten gjaldt det om at bygge banen så billigt som muligt, men også så lang som muligt, hvis takseringen var pr længde. Sålænge man forhandlede på baggrund af at banen skulle have tilskud efter længde i hhv Skanderborg og Ringkøbing amter var Christianshede-linjeføringen relevant, da man så undgik Viborg Amt. Men hvis det forhold ikke længere spillede en rolle var en linje der gik gennem de allersydligste dele af Viborg Amt jo at foretrække. For investorer var det et spørgsmål om at få den investerede kapital forrentet, eventuelt ved at staten gik ind og garanterede eller opkøbte anlægget (dyrt) senere. Når staten var inde blev private investorers involvering jo gerne risikofri, lidt ligesom det lobbyarbejde der sker med vindmøller og solceller for at trække en nutidig pendant.

Noget kan ses i MFL's gennemgang i Jernbanehistorisk Årbog 2002, men ikke alle ræsonnementer.