SHBs linjeføring?
Hej.
Tak for yderligere indput, som jeg først har set i dag.
Nu er jeg stadig ikke statsbane- eller privatbanejernbanehistoriker, men industribanehistoriker, og da førstnævnte trækker på mig, havde jeg tænkt mig på mit område at trække igen........ Ellers bliver jeg aldrig færdig. Jeg vil dog kigge på de angivne kilder.
Jeg havde et andet spørgsmål: Opgørelser over afsendte tørv fra Moselund, men da opgørelserne ikke viser navn på afsenderen - om, det var Steenberg, Ladefoged eller helt andre, ukendte, og opgørelsen slet ikke viser, om der var tale om skæretørv eller maskintørv, kan jeg ikke bruge opgørelsen til noget, så jeg spørger ikke. Skæretørv krævede sjældent industribaner og har derfor ikke min interesse.
Søgningen i kilderne gav mig dog andre oplevelser:
1) En lokomotivhandel, der af andre var blevet betvivlet, viste sig at have fundet sted. Ikke bare løb køberen med lokomotivet, men han fik også sælgerens datter med i købet!
2) En luftbane, som havde spøgt en menneskealder, og som nogle forskere efterhånden afviste som et luftkastel - og her må vi ty til Asger Christiansens bog om Steenberg og hans baneprojekter, så ikke underligt, at steenbergerne blev forbundet med projekter, der løb ud i sandet på heden. Det har nu vist sig, at luftbanen var god nok. Den var bare en menneskealder tidligere, end der lokalt erindredes.
Tilbage til Silkeborg - Herning Banens linjeføring. Asgers avisartikel afslører vel planerne, og en lokal, der 1873 nedskrev sine erindringer, udtaler sig om de ændrede planer - dog med senere kommentarer blandt andet fra mig og sikkert også fra den kilde, der fandt de gamle notater, Freddy Boisen. Således: Det kan imidlertid stadig godt være konsul Steenberg, der har peget på Bøllingsøstrækningen frem for Christianshedestrækningen? En lokal og samtidig kilde, lærer Aaboe, fortæller allerede i 1873 i sin dagbog, at rygterne vil vide, at den planlagte Silkeborg Herningbane måske ville blive flyttet omkring Moselundgård. For egen regning tilføjer dagbogsskriveren eller referenten at konsul Steenberg helt sikkert har lokket banekommissionen med udsigten til, at millioner af tørv skulle fragtes med banen. At der måske har været bestikkelse med i spillet, i form af et vist kvantum tørv til banen, skal ikke udelukkes, men det har så formentligt kun været til opvarmning af stationer og vogterhuse. - Banen nøjedes formentlig kun at opvarme egne lokaler. Vogterhusene og tjenesteboliger måtte lejerne selv opvarme. Sådan var det i hvert fald i min fars tid, og han har boet i både leje - og tjenesteboliger hos Statsbanerne.
Lad os så håbe, at der er mere facts i de anbefalede kilder. Det vil vise sig.
Jeg regner stadigvæk med at have et par hundrede sider om tørvene i Moselund til min hjemmeside færdig inden for et år.
Mvh. og tak BH.