Lidt om Bosnien og omegn - ud at køre med en "bosniak"

af Hans T. Møller, 11/1 2024, 07:45 (317 dage siden) @ Hans T. Møller

En del damplokomotiver fra 760mm-nettet i det tidligere Jugoslavien er opstillet som monumenter rundt omkring, og nogle er i drift på Mokra Gora-veteranbanen

Som nævnt i julekalenderen 2023 besøgte jeg i 2009 760mm-banen fra Třemešná ve Slesku til Osoblaha i Tjekkiet og havde lejlighed til at køre med et udflugtstog trukket af en tidligere ”bosniak”.

Her er en redigeret beretning om turen, tidligere bragt i Jysk Modelbane-Klubs blad TOG 60:

Jeg kører først en tur til Osoblaha og retur med banens ordinære tog. Da jeg igen ankommer til Třemešná er perronen sort af mennesker. Selvom det spolerer mulighederne for at tage gode billeder, kan jeg kun glæde mig over denne interesse for veterantog.

Vores lokomotiv, U57.001, er det første ud af seks bygget i 1949 hos Škoda til De jugoslaviske Statsbaner, som gav dem nr. 1932-37 og indsatte dem på de bosniske smalspor. Det er nu renoveret, fantasifuldt malet og altså omnummereret. Den femkoblede maskine får noget at slæbe på, for banen stiger 26,8‰ uden for Třemešná, og de seks vogne er stopfyldte. Der er naturligvis en barvogn i toget, hvor man kan købe tjekkisk dåseøl.

I Osoblaha fotograferer jeg veterantogets afgang og tager det næste ordinære tog tilbage til Třemešná. Så kører jeg til Ostava no Svinov og videre via Brno til Dresden. (Og så: hjem til Århus!)

Her er lidt billeder af udflugtstoget taget den 15/8 2009:

[image]

På vej til Osoblaha.

[image]

Maskinen er løbet om i Osoblaha og kobles til stammen – der er ingen drejeskiver (eller trekantspor) på banens endestationer, og vi kørte hertil med tenderen forrest. Banens remise ligger her, og som det ses, har man også et lager af kul liggende,

[image]

Afgang fra Osoblaha.

(fortsættes)


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak