Lidt om Bosnien og omegn - Jernbanemuseet i Požega
Efter dannelsen af den nye stat, der fra 1929 hed ”Jugoslavien”, blev smalsporsbanen fra Sarajevo til Višegrad, som vi ved, forbundet med hovedstaden Beograd via Mokra Gora.
Požega lå cirka 170 km ude ad strækningen fra Beograd, og da en ny normalsporet bane herfra til Bar ude ved Adriaterhavet åbnede i 70'erne, gik den også gennem Požega. Den gamle 760mm-strækning blev derefter nedlagt - muligvis var det endda sket forinden, litteraturen er ikke entydig.
Ved siden af den nye station i Požega. indrettede man et museum for smalsporet materiel. Pladsen er kneben, men i det mindste står det meste under tag. Fotografierne er taget den 4/8 2009.
”Rama” her er et af de første lokomotiver, der blev benyttet på strækningen Bosanski Brod – Sarajevo. Alle lokomotiver på museet, bortset fra de to følgende, er bygget til 760mm sporvidde.
”Kostolac” er et fransk Péchot-Bourdon-lokomotiv, en videreudvikling af Fairlie's dobbeltlokomotiver, karakteristisk ved den centrale dom. Denne 610mm-maskine kom til Serbien under 1. Verdenskrig, muligvis i forbindelse med anlæg af en feltbane, og virkede siden ved kulminen i Kostolac et halvthundrede kilometer øst for Beograd, så den har aldrig kørt i Bosnien - men der står jo også: "og omegn" i trådens overskrift.
Dette lille saddeltanklokomotiv har også sporvidden 610mm. ”No 1” blev benyttet ved Majdanpek-kobberminen i den østlige del af Serbien. Minen var oprindeligt engelskejet, og lokomotivet blev bygget på foretagendets egne værksteder i 1882. Minebanen var faktisk den allerførste jernbane i kongeriget Serbien.
Denne maskine, type 73 nr. 002, har helt sikkert kørt i Bosnien. Det er et 1-C-1-lokomotiv med udvendige rammer og kontravægte for driv- og kobbelhjul udenpå rammerne. Mellem 1907 og –13 leverede Krauss 23 af disse maskiner til Bosnisch-Herzegovinische Staatsbahn. (Som indtil 1908 hed: ”Bosnisch-Herzegovinische Landesbahn”, hvis vi skal være helt korrekte.)
1-C-C Mallet-lokomotiv med bogie-tender af type 92 fra de jugoslaviske statsbaner. I ”Danske privatbaners Damplokomotiver” kalder William Bay den bornholmske Nydquist-maskine RAJ 1 med en tjenestevægt på 36,9 t for ”en kæmpe på smalspor”, men hér er udtrykket nok mere på sin plads: 55 t tjenestevægt for lokomotivet alene – 88 t med tender – og så på smallere spor! Henschel & Sohn leverede 20 til De serbiske Statsbaner i 1917 og yderligere 30 i 1922, da man var begyndt at organisere de nye jugoslaviske statsbaner. Nummer 043 hører til den sidste serie.
Museet har to eksemplarer af de jugoslaviske statsbaners type 83, nr 037 og nr. 062. Det er et D-1-lokomotiv med toakslet tender, og 24 af disse maskiner blev leveret af Arnold Jung i 1923-24 til forgængeren for de jugoslaviske statsbaner. Og der blev bygget yderligere 44 af MAVAG i Budapest i 1929.
Det firkoblede tenderlokomotiv 82 007 blev bygget af Winterthur i 1911. I 1955 overtog de jugoslaviske statsbaner denne maskine samt en søster fra en kobbermine i Bor.
- og vi slutter med et overbliksbillede af museet.
(fortsættes)