Som jeg læser det, er ”hovedsynderen i brug af skydelokomotiver” den dengang nye (store) litra P I og II, med de meget store driv- og kobbelhjul.

Allerede ved skrivelse M2694 af 23-04-1908 fremsender Maskindirektøren (Busse) et lettere ”irriteret” brev til chefen for 2. Maskinkreds, med ønsket om en hurtig og fornuftig forklaring på, hvorfor tog 12 (eksprestoget Strib – Nyborg) gentagne gange ikke har fået det ønskede skydelokomotiv for stigningen fra Strib og til Ejby. Man må ganske enkelt konstatere, at uden et skydelokomotiv, kan tiden ikke holdes og at man allerede før Ejby har et minus på op til 3 minutter.

Altså den første skriftlige indikation på, at litra P ikke er særlig velegnet til store tog med kraftige stigninger lige efter et holdt. Men da der er beregnet for et skydelokomotiv i tjenestekøreplanen, er det ikke nogen overraskelse, men blot en ubehagelig konstatering.

Pr. 14-05-1950 måtte alle P på strækningen Lersøen - Nørrebro belastes med 550 tons, når toget blev medgivet et skydelokomotiv.

Problematikken omkring kørsel med tog, der udgik fra Helgoland, ses ud fra, at tog 41 den 01-10-1955 (med P) måtte have lokomotiverne af togene 157 og 257 som skydelokomotiver for at sætte i gang. Man var nemlig ikke opmærksom på, at stigningen ved afgående tog fra ”Pladsen” på Helgoland mod Østerport på over en strækning af ca. 250 m var på 10,2 ‰. Maskintjenesten meddelte – åbenbart i oktober 1955 – at:
”en P-maskine kun under heldige omstændigheder kan køre op med over 400 t over den pågældende stigning”.

Men man kan nok også erkende, at det er brugen af lokomotivtypen i tog, det nok ikke var konstrueret til, var årsagen til skydelokomotiv.

Hvis skydelokomotivet ikke gik med til næste togfølgestation, men f.eks. kun til stationens rangergrænsemærke eller anden klart definerbart sted eller en opnået hastighed, var skydemaskinen ikke tilkoblet bageste vogn i togstammen. Altså, havde man opnået det ønskede resultat eller kommet til det bestemte område, sagtnede man bare farten på skydemaskinen og togstammen fortsatte nu med sit tildelte toglokomotiv.
”Samtalen” mellem de to lokomotivførere skete jf. de fløjtesignaler der var beskrevet i SIR, f.eks. ”Skyd på” (signal nr. 59) med de fastsatte regler herfor, hvordan det skulle gennemføres.

Det var planlægningen af de enkelte tog m.h.t. hvilken kategori (togart), togvægt (Trækketabellerne) der afgjorde bl.a. hvilker toglokomotiv der skulle anvendes.

Mig bekendt (ikke fundet noget) blev en skydemaskine kun anvendt fra stationer med en kraftig stigning umiddelbart udenfor eller mellem to standsningssteder. Altså ikke kontinuerligt på hele strækningen. Men det må TIB kunne afgøre i de enkelte tilfælde.

Var der tale om et i forvejen tungt tog, der var forstærket, var normalen Forspand. Det samme kunne gøre sig gældende, hvis der ikke var tilstrækkelige med kraftige lokomotiver tilrådighed og man måtte anvende et svagere.

Steff