Hej.

Jeg har muligvis en løsning, men det er en lang historie, og du får den ikke her. Ikke endnu. Der skal først arbejdes.

I 1955 blev jeg som mange danskere under uddannelse dengang tvangsindlagt til at stifte bekendtskab med det danske mindretal syd for grænsen. Arrangementet omfattede blandt andet et besøg på den danske efterskole syd for grænsen, Jaruplund, hvor den navnkundige Bøgh Andersen var forstander og selv viste rundt. Ved efterskolen lå en mergelgrav, og BA fortalte, at der på bunden af mergelgraven stod et mergeltog med lokomotiv og det hele! Jeg sugede til mig, for jeg var jo kun 18 dengang. Mange år senere var Jaruplund blevet til en dansk Folkehøjskole også, og den besøgte jeg så, fordi jeg som pensionist havde tid, og der var interessante kurser. Siden BA var der kommet nye forstandere, men historien om mergelgraven var den samme, og jeg fik den igen. Jeg sagde ikke noget, men gik i stedet i gang i skolen bibliotek, hvor skolens pedel tilfældigvis kom forbi og spurgte, hvad jeg lavede der. Det viste sig, at han selv var lokalhistoriker, og sammen gik vi i gang med at redde trådede ud, for nu havde jeg om hver anden mergelgrav i Danmark hørt om druknede lokomotiver og slået dem alle efter. De levede videre. Lokomotiverne i Jaruplund var lejede og også de blev selvfølgelig bjergede.

Som det så ofte går, kom der styr på en hel del mergellejer, men der kom lige så mange nye problemer. Man siger: Uvidenheden er nu på et højere plan.

Jeg havde også i samarbejde med en andet tysker gennemgået det tyske tidsskrift, Heidekultur. Min tyske samarbejdspartner var fra Baden-Würtemberg, og det viste sig, at hans delstat ikke ville låne bøger til ham på universitetsbiblioteket i Kiel, men det ville Flensborgs danske bibliotek. Det var som samme delstat, Slesvig-Holsten. Mit bibliotek i Kolding skaffede så bøgerne fra Flensborg! Tak til den danske Stat for at være mere kulturelle end den tyske. Jeg blev så nødt til ikke kun at kopiere siderne om mergelselskaber i Nordslesvig, men også at medtage mergelselskaber i Sydslesvig og Holsten og sende kopierne til Stuttgart i Baden-Würtemberg.

Næste gang, jeg var på højskole i Jaruplund, fik vi igen historien om mergelgraven, men nu så forstanderen på mig og oplyste om den nu ændrede skrøne. Jeg havde stadig ikke sagt noget, men det havde pedellen.

Det er i den samling notater, jeg har fundet noget, der passer så smukt, at det godt kunne være sandt. Der er dog også modstridende udsagn i, og det vil jeg undersøge.

Også senere besøgte jeg Jaruplund, selv om det druknede lokomotiv nu var bjerget og levede videre, og det var her jeg som ny enkemand mødte min veninde. Siden har vi sammen igen besøgt højskolen.

Der gå nok en rum tid, inden jeg har opgivet at redde trådene ud, og muligvis ender historien på min hjemmeside, da den fylder for meget til jernbanen.dk.

Mvh. BH.