Du har langt hen ad vejen ret i dine betragtninger, men du mangler en vigtig faktor: opbevaring. Stålkonstruktioner som damplokomotiver bliver til natur, hvis de ikke opbevares korrekt. Det ses i den grad a hvilken umage man gjorde sig med beredskabslokomotiverne i Sverige - vel at mærke ikke blot noget med blot at stille det ind i et skur og så kunne trække det ud x år senere og regne med at tilstanden ikke var blevet forværret.

En af de rigtigt gode observationer, der blev gjort i forbindelse med museets turn-around var at stoppe med blot at adskille køretøjer, der udsigtsløst blev igangsat istandsættelse på. Desuden at lægge en egentlig projektplan, så mål og midler blev identificeret. Meget bevaringsværdigt er gået til på grund af manglende målsætning, da det oftest mest bevaringsmæssige interessante enten formulder eller i mangel af plan er gået til skrot. Det gælder især i foreningsregi, da fokus ofte har været på trækkraft (vil ud at køre tog) og økonomi-vogne (økonomi-vogne er de vogne som kan trække kunder til og dermed indtægter, dvs personvogne).

En E-maskine fylder vel ca 22 m, dvs mindst 88 m2 netto. To E-maskiner netto 176 m2. Tre E-maskiner 264 m2. For 10 år siden havde Jernbanemuseet over 3 km rullende materiel i forskellig stand og opbevaringsforhold. Det ville tage en time at gå rundt om togstammen og hallen skulle have et nettoareal på ca 12000 m2, dvs over to tønder land netto, formentlig det dobbelte brutto uden faciliteter i øvrigt. Vel at mærke statsfinansieret, i konkurrence med andre museers magasinfaciliteter.