Sporvejen i Halberstadt 1990

af HansA, 2/12 2020, 19:13 (1500 dage siden)

Godaften i forummet!
I slutningen af maj 1990 tilbragte jeg et par dage i Halberstadt og fik set nærmere på byens sporvej. Jeg har tidligere omtalt et par af mine ture til små sporveje i det tidligere DDR, nemlig Gotha og Naumburg.
Sporvejen i Halberstadt er metersporet. De første hestesporvejslinier åbnedes i 1887, og nettet blev elektrificeret og udvidet i 1903. Jeg vil ikke komme ind på sporvejens historie i detaljer men henvise til bøgerne nævnt i kildelisten nederst.
På tidspunktet for mit besøg bestod nettet af 3 linier:
1: Friedhof-Herbingstrasse-Hauptbahnhof
2: Vogtei-Hauptbahnhof
3: Herbingstrasse-Klusberge
Trafikken besørgedes af to-akslede vogne af typerne LOWA, Gotha og REKO, og på linie 1 og 2 kørtes med bivogn.
Det kan være lidt vanskeligt at orientere sig blot ud fra teksten, så her er et link til linienettet i dag (stednavnene er de samme som i 1990!)
I maj 1993 havde jeg lejlighed til atter at besøge denne lille sporvej, og da var der sket noget. Men det kan vi vende tilbage til. Her kommer billederne fra 1990:


[image]
Holzmarkt var det centrale omstigningsstoppested, og her mødtes linie 1 og 2 i begge retninger, så vidt jeg husker hvert 15.minut, og afventede, så passagererne kunne stige om til de andre retninger. På billedet ses til venstre bivogn 59 (type B57ER, Gotha 1969). I baggrunden ses domkirken, Halberstädter Dom.


[image]
Linie 2 (forrest) og linie 1 på vej fra Holzmarkt til henholdsvis Vogtei og Friedhof, her fotograferet på Hoher Weg. Forrest motorvogn 47 (type T2D, CKD 1968. Den kørte indtil 1987 i Cottbus) I baggrunden til højre ses St. Martinikirche. Som det måske kan ses på billedet, er kirkens to tårne ikke lige høje. Det skyldtes, fik jeg fortalt, at der i ’gamle dage’ i det højeste tårn var placeret en nattevagt/brandvagt, og for at sikre denne vagt frit udsyn over byen i alle retninger, måtte ’det andet tårn’ altså være lavere. Jeg kørte med linie 2 til Vogtei.


[image]
Motorvogn 35 (type TE70, Schöneweide/LEW 1973) med ukendt bivogn er ved at være fremme ved endestationen Vogtei.


[image]
Linie 2s endestation Vogtei lå mellem gamle bindingsværkshuse, og der vendtes i trekantspor, for der var ikke plads til en vendesløjfe. Her holder motorvogn 43 (type T2D, CKD 1968. Den kørte indtil 1972 i Halle) med ukendt bivogn klar til afgang – vognstyreren sidder bag sit rat.


[image]
Endestationen Vogtei med vogntog på linie 2 klar til afgang. Motorvognen er denne gang en REKO-vogn, nummer 34 (type TE70, Schöneweide/LEW 1973).


[image]
Motorvogn 48 (type T2D, CKD 1968. Den kørte indtil 1987 i Cottbus) med ukendt bivogn på vej fra Vogtei til Hauptbahnhof, her lige før stoppestedet Johannisbrunnen.


[image]
Her ses motorvogn 24 (type T2, Gotha/LEW 1968. Den kørte indtil 1980 i Halle) med ukendt bivogn som linie 2 ved stoppestedet Johannisbrunnen, på vej mod Hauptbahnhof.


[image]
Motorvogn 43 (type T2D, CKD 1968) med ukendt bivogn på linie 1 på enkeltsporet i Gröperstrasse, på vej fra Friedhof til Herbingstrasse og Hauptbahnhof.


[image]
Ikke langt fra stoppestedet Herbingstrasse krydser linie 1 jernbanen Halberstadt-Blankenburg i niveau. Her venter motorvogn 37 (type T57, Gotha/LEW 1957) på, at toget passerer. Billedet er taget først på aftenen, så der køres ikke med bivogne.


[image]
Stoppestedet Herbingstrasse. Motorvogn 47 (type T2D, CKD 1968) med ukendt bivogn er på vej til Freidhof. Men vognstyreren har tilsyneladende glemt at skifte skiltet med linienummer i forruden (linie 1 og 2 skiftede linienummer, hver gang de passerede Hauptbahnhof), for kun linie 1 og 3 kørte til Herbingstrasse. Vognen til højre er motorvogn 31 (Lindner/AEG 1939), som blev brugt som ’Stadtrundfahrt’. Den er nu museumsvogn.


[image]
Motorvogn 36 (type ET54, Gotha/LEW 1956) holder på linie 3s endestation i Herbingstrasse. Linie 3 blev betjent af solo-motorvogne.


[image]
Motorvogn 36 (type ET54, Gotha/LEW 1956) klar til afgang fra linie 3s sydlige endestation i Klusberge. Endestationen har vendesløjfe, men solomotorvognene skiftede kørselsretning på det stikspor, som ses til højre.


[image]
Saltvogn 32 (type TZ70, Schöneweide/LEW 1974) ved remisen ved endestationen Friedhof.


[image]
Motorvogn 45 (type T2D, CKD 1968. Den kørte indtil 1985 i Halle) på værkstedet.


[image]
Motorvognene 41 og 42 og en ukendt bivogn i remisen (type T57, Gotha/LEW 1961)


Kilder:
Strassenbahnatlas Deutschland 1992. Arbeitsgemeinschaft Blickpunkt Strassenbahn e.V.
Gerhard Bauer: Strassenbahn Archiv 6. Transpress 1986, ISBN 3-344-00003-9
Gerhard Bauer, Norbert Kuschinski: Die Strassenbahnen in Ostdeutschland. Band 2: Sachsen-Anhalt, Thüringen. Schweers+Wall 1994. ISBN 3-921679-80-x
100 Jahre Halberstädter Strassenbahn 1887-1987. VEB Städtischer Nahverkehr Halberstadt 1987
Robert Schwandl: Tram Atlas Deutschland 2019. ISBN 978-3-936573-2

v.h.
HansA


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak