Beredskabsreserve af damplokomotiver. Situationsbillede 4.

af Steffen Dresler, 20/11 2019, 18:09 (1895 dage siden) @ UTJ

Når jeg sådan gennemser det kildemateriale jeg råder over er der vist ingen tvivl om, at størstedelen af de nuværende damplokomotiver Danmarks Jernbanemuseum råder over, udstillede eller på depot, til en stor grad skyldes Chefen for Maskinkontoret ved Maskinafdelingen, Kontorchef (KTCH) Maskiningeniør J. P. Andersens interesse, ønsker og velvilje.

Så godt som alle udrangeringsskrivelser fra Maskinafdelingen (Generaldirektoratet) fra lige før krigen og op til slutningen af 1960´erne bærer jo hans underskrift. Det vil sige at KTCH har været inde over næsten fysisk når man ser bemærkningerne og især tankerne, der er nedskrevet i disse skrivelser. Og at KTCH var en stor damptilhænger kan faktisk også læses i de mange referater fra bl.a. Trækkekraftudvalgenes møder før og lige efter den anden verdenskrig, hvor forslag til anvendelsen af damplokomotiver i stedet for diesel skinner meget tydeligt igennem. Og det var faktisk helt op til Traktionsudvalgets endelige referat fra 1956, hvor den valgte option med at fortsætte med dampen og lade denne gradvist afløse af de store dieselelektriske lokomotiver, at dampen for alvor blev fravalgt. I den anledning kunne det have været spændende at læse mere om tankerne om et nyt stort damplokomotiv ”V” (type 2-C-1h2 eller 1(2)-D-1h2) med 2000 Hk effekt og op til 130+ km/t fremføringshastighed) og planerne for damplyntog (efter krigen) med damplokomotiv ”V” og fast kortkoblede vogne (dobbel og tribbel) med fællesbogier ville have været.

Jernbanemuseet må have haft KTCH store opmærksomhed da mange damplokomotiver gennem tiden, blev tilsidesat i diverse remiser med bemærkningen om, at det var forbeholdt det kommende jernbanemuseum.
Kort her løseligt omtalt har følgende damplokomotiver været i tankerne når man læser udrangeringsskrivelserne frem til 1969:
Ukendt litra Es, Hs I 363 eller 366, A 159, K 582, K 563, C 701 erstattet af 715, Pr 908, D 802, D 871, D 885, D 900, R I 942, R II 958 (begge R pr. 12-12-1968), G 78, T 299, P II 931, P II 927. Senere kom så både litra H I og H II, litra E og S til.

Gennem 1920´erne og frem var der allerede begyndt en stillingtagen til udrangerede damplokomotiver for et museum bl.a. B 45, Ks 273 og Cs 246. Men alle de ældre (Canada-maskinerne og de ombyggede togloko til ranger m.fl.) blev udrangerede og ophuggede ”og det indvundne indsat på konto…..”.

En anden fortjeneste er nok at det blev – i hvert tilfælde fra og med 26. Marts 1958 – at ved efterfølgende udrangeringer skulle nummerplade, fabriksplader og i visse tilfælde hjulskærme med fabrikationsnavn og nummer, afmonteres og opbevares for det kommende jernbanemuseum. Hvad man gjorde før ved jeg ikke.

A pro pos Beredskabslokomotiver jf. aftale mellem Handelsministeriet og Generaldirektoratet afventede man 7. marts 1966 stadig nogle få afklaringer for at kunne afhænde litra H II samt næsten en stor del af damprangerlokomotiverne.

Så generelt var der mange gode intentioner fra Maskinafdelingens side og heldigvis blev de fleste bevarede. Det kan så undre at visse lokomotiver blev beholdt trods uoprettelige skader, men der var KTCH muligvis pensioneret?

Med venlig hilsen

Steffen Dresler


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak