Letbane i Aalborg kan blokere for fritlægning af Østerå (Trafikpolitik)
I disse kommunalvalgstider kan vi vil godt tåle lidt lokal jernbanepolitik?
I Aalborg er det stadig uklart, om der i det hele taget kommer en letbane eller om det kun bliver til nogle "superbusser" (gab!) Der går endnu et par år, inden VVM-redegørelsen er klar.
Men ender det med en letbaneløsning, hvilket jeg personligt håber på, og tænker man sig i den forbindelse ikke rigtig grundigt om, forpasser man muligheden for fritlægningen af åen (Østerå) midt gennem byen.
I Aalborg strides to modsatrettede hensyn: Handelsstanden vil gerne have, at bybusserne fragter kunderne helt ind midt i byen og sætter dem af lige uden for butikkerne - dvs. på Østerå. Andre vil gerne have bybusserne ud af centrum og fritlægge Østerå, hvorved der vil fremkomme et bymiljø, der, hvis man planlægger og gennemfører det på en fornuftig måde, vil kunne komme på højde med eller endog overgå det fine å- og bymiljø, der er genskabt i Aarhus' centrum.
Udfordringen i Aalborg er at sammentænke letbanen og åfritlægningen. Gør man ikke det fra starten, vil en letbane gennem centrum blokere for en åfritlægning i årtier.
Men idéen har trange vilkår. Nordjyske Stiftstidende kan i dag berette, at der stadig ikke er flertal for at jage bybusserne ud af centrum - in casu Boulevarden, der er forlængelsen af Østerå.
Nedenfor ses projektets illustration af letbanen på Boulevarden i Aalborg. Og nederst et billede fra dengang Østerå/Nytorv endnu ikke var blevet overdækket.
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen
Har man aldrig overvejet at bruge limfjordsbanen? Den fører ud til det nye hospital i Aalborg gennem et område, hvor der med stor sandsynlighed vil komme yderligere byudvikling. Det kunne skabe en fin lokalbane til lufthavnen og også forbinde vendsyssel direkte med store arbejdspladser i Aaborg og dermed mindske antallet af biler over fjorden