Privatisering af DSB
Det er nok årtiets dårligste nyhed. Der er mange problemer med det:
1) Offentlig transport er en serviceopgave for hele offentligheden ligesom sygehuse, politi etc. ikke en forretning, der skal kunne tjenes penge på. Det er dybt uheldigt hvis man skal kunne tilgodese aktieejere, når fokus bør være på at servicere.
2) Allerede i dag er det noget møg, at flere selskaber kører tog på banen, det giver en helt masse unødige administrative omkostninger og unødige planlægning. Nu skal der både være en administration hos Arriva, een hos DSB, een hos Nordjyske Jernbaner etc., det er totalt unødvendigt og kan næppe gøre togdrift billigere.
3) Indkøb af tog, reservedele etc. er billigere jo flere man køber. Hvis der kun var et selskab i DK, der drev tog ville man kunne købe mange flere tog og reservedele ad gangen end hvis hvert selskab skal købe for sig! Hvis det samme selskab også drev godstransport ville man kunne købe endnu flere og dermed gøre det endnu billigere.
4) Jo flere selskaber der er jo mere irriterende vil det også være for folk; de skal skifte tog oftere under rejsen, selskaberne gider ikke vente på hinanden, hvis de er forsinkede, man vil investere i de billigste lortetog man kan opstøve som opfylder kravene i udbudsmaterialet, som f.eks. LINT-togene, som vel snarere er skinnebussser med et lokumsskur i midten og svinestaldsbelysning.
Det handler om at få optimeret det offentlige DSB så meget som muligt, ikke om at privatisere. Et rigtig godt eksempel er Schweiz hvor al togdrift mig bekendt er offentligt ejet og drevet. Jeg er pt. i Schweiz og her fungerer det bare. Der er ikke noget pis, ingen forsinkelser, hvert lille firma har sin egen sidebane, alle folk bruger den offentlige transport, jeg har aldrig i mit liv set så mange mennesker tage toget af den ene grund at i Schweiz fokuserer man på at få tingene til at fungere, ikke på at spare hist og her og lave lappeløsninger. Det giver i sidste ende et meget velfungerende system som hvis man indregner f.eks. hvor meget landet sparer i udgifter til udledt CO2, folk der sidder i kø på vejene, det at folk kan arbejde under rejsen etc. formentlig på sigt er langt billigere end andre steder.
I England hvor al togdrift mig bekendt er privatiseret har man bestemt ikke gode erfaringer her kører togene ikke til tiden og arbejdsvilkårene er blevet væsentligt forringede (Jeg tror det stod i BaneDKs medarbejderblad for nogen tid siden). I Holland derimod skulle de for nylig have gjort et eller andet, som gør at de i dag har et ret velfungerende system, men her bruger de også 20% mere på det end i DK (http://www.transportmagasinet.dk/artikel/VisArtikel.aspx?SiteID=TM&Lopenr=100917003).