Og når man tænker på hvad begrebet "museum" indbefattede i 1958, mest en samling brugte eller fundne genstande til at se men ikke røre er det vel ikke en fjern tanke at når man nu havde et litra, man var stolte af, da der jo stod en vis aura om "Busses kæmpelokomotiv", og derfor gerne ville udstille, og samtidig havde et eksemplar, der ikke besad nævneværdig brugsværdi, kunne man "berige" museet samtidig med at man ikke belastede økonomien i driftsmateriellet, da der jo ikke gik andet end jernprisen ud af denne. Smart tænkt. I virkeligheden skal vi jo nok være glade for at Jernbanemuseeet i Odense kom så sent i gang. Ellers havde vi ikke haft nær så meget dejligt legetøj. Jeg har set et stort jernbanemuseum i Tyrkiet med tyve eller flere lokomotiver, hvoraf mange meget store og flotte. Men de henstod udendørs og kunne aldrig bringes i drift igen. Sådan var vores nok også blevet hvis ikke det var kommet så sent, at der var midler, entusiaster og ikke mindst "pædagogisk forståelse" nok til at det lod sig gøre på den måde det er i dag. Hvilket jo til en stor del skyldes alle de veteranjernbaner, der i mellemtiden havde hjulpet sig selv i gang som forbilleder.

Nold