Problemet ved at gå efter standardløsninger er, at dieseltogsæt til fjerntrafik stort set ikke produceres på det europæiske kontinent. I noget nær alle andre lande end Danmark har mantraet de sidste par årtier heddet elektriske højhastighedstog, men herhjemme kniber det som bekendt med både elektrificeringen og højhastigheden.

Lokomotivtrukne tog er heller ikke en gangbar vej på grund af geografien. Ja der kører store tog mellem København og Lillebælt, men herefter fordeles de ud på en række forskellige strækninger med langt mindre behov. Noget IC3 og IR4 er ideelt til at håndtere, men som lokomotivtrukne tog ikke kan uden tidskrævende rangering og udbredt brug af for store lokomotiver til små tog. Man kan selvfølgelig kappe en del af de direkte forbindelser, men det er der nok en del jyske borgmestre, der vil blive temmelig knotne over.

Videreudvikling af IC3 må nok anses for at være for sent. De har allerede kørt i 21 år, og med den tid der går med konstruktion og bygning lagt oveni, ender man med tog, der er noget nær forældede allerede som nye. Det så man med MO-motorvognene og 1. generations-S-togene, der blev bygget over en alt for lang årrække, og hvor de yngste endte med at blive udrangeret flere år før det var nødvendigt. Af den simple grund af konstruktion og design til sidst var fuldstændig forældet.

Resultatet bliver at det bliver meget svært at komme udenom nykonstruktioner. Med mindre altså man får se at få sat gang i elektrificeringen, hvilket vil udvide anskaffelsesmulighederne betragteligt.

Med venlige elektriske hilsner
Leif Jørgensen