Togjournalen lukket, føj for en årsag! (Generelt)
Desværre kan der nogle gange være særdeles gode grunde til ikke at fremstå med sit rigtige navn, til trods for at man i øvrigt er fuldstændig ærlig.
Der er nemlig visse personer, der ikke kan acceptere, at andre faktisk har lov at mene noget andet, og at man ikke altid kan få sin vilje. Og nogle af disse personer kan blive særdeles ubehagelige. Jeg har selv prøvet en gang at blive ringet op og blive skældt huden fuld efter et par gange at have tilladt mig at have en anden mening. Og på dansk Wikipedia har jeg oplevet at blive hængt ud af en, som udmærket vidste at der var tale om løgn og fordrejelser. Mens andre sågar har oplevet politianmeldelser på aldeles usagligt grundlag. Overflod af henvendelser i for længst afgjort sag og varebestillinger i falsk navn er også set.
Den slags bliver man altså træt af, foruden at det er særdeles ubehageligt. Og det bliver ikke mindre af, at de ansvarlige oftest er alt for længe om at erkende problemet og endnu længere om at gøre noget reelt ved det (dette har ikke noget med webmaster her at gøre men er blot dårlige erfaringer fra flere andre steder).
En anden årsag til at være anonym trods i øvrigt ærlig kan være, at alle kan læse med. Herunder også kollegaer, familiemedlemmer og andre som man måske ikke vil delagtiggøre i alt hvad man mener og laver, men som man til gengæld gerne vil kunne omgås bagefter.
Endelig: alle disse problemer er måske ikke så udtalte, hvis man render med et almindeligt navn som Møller eller Pedersen. Men har man et lidt mere specielt navn, kan det pludselig blive meget nemt at identificere en. Det er f.eks. ikke særligt svært at regne ud, hvilken tidligere privatbanedirektør navnet Niels Munch dækker over. En herre der heldigvis i dag kan tale frisk fra leveren, men som i sin tid har skullet stå til ansvar for både bestyrelse, medarbejdere passagerer og presse. Folk der desværre langt fra alle ville være i stand til at skelne mellem direktøren og privatpersonen.
Med venlige navngivne hilsner
Leif Jørgensen