..... fortsat fra 1. del:

”Jaaamen”, vil den årvågne læser nok udbryde, ”H&W producerede i alt 8 komplette lokomotiver, og du har kun nævnt 5.”

De resterende 3 kommer så her; jeg har brugt lidt tid på at søge dette lokomotiv identificeret:

H&V / B&W lokomotiv ”No. 16”, Belfast Havn. På førerhuset anes "Harlandic" emblemet (H&W Collection).

Hvornår præcis dette 0-B-0 dieselmekaniske lokomotiv med NCC nummeret ”16” er fremstillet og hvor mange hk, det udviklede, ved jeg ikke. Måske der ikke er gjort så meget ”stads” ud af det, fordi det overvejende rangerede på Belfast havne- og værftsspor.

Derimod blev dette lokomotiv ”oversøisk”:

H&W / B&W Ferrocarril del Sud CM 207 (FCS).

….. sammen med sin søster FCS CM 206. Der er tale om to 1-D-1 dieselelektriske lokomotiver til argentinsk bredspor (1676 mm), hver med 2 ”Harlandic” dieselmotorer á 450 hk og bygget komplet i Belfast 1937. De 2 kunne multiplekøres, hvilket de oftest blev, og efter CM 206 i 1941 ødelagdes af brand, anvendtes CM 207 i lettere tog, indtil det var slut i 1948.

H&W leverede i 1933-1938 også dieselmotorer til indbygning hos modtageren. Således kan nævnes Canadian Pacific's allerførste diesellok, det dieselelektriske Bo′Bo′ lokomotiv No. 7000, der i 1937 blev bygget af National Steel Car i Montreal med en H&W dieselmotor på 550 hk. Loket findes musealt (dog med en Caterpillar-motor).

Ganske vist havde B&W ikke held med ”lyntog” i Spanien. Til gengæld leverede H&W ”Harlandic” licensbyggede motorer til det første airconditionerede australske togsystem ”Silver City Comet”:

NSWGR "Silver City Comet" dieseltoget med PH 101 testes fra Sydney til Moss Vale i 1937 (NSWGR).

New South Wales Government Railways lod i 1937 på eget Eveleigh Carriage værksted bygge 5 "power cars" PH 101-105, dieselhydrauliske 1A'A1' lokomotiver hver med to 330 hk dieselmotorer og Voith transmission, til toget. Lokomotiverne havde 2 førerrum og pakrum, men kunne ikke multiplekøres, ligesom styrevogn ikke anvendtes. Med særligt indrettede vogne betjente ”Silver City Comet” den 920 km lange normalsporede strækning mellem Parkes og Brokenwood – øh nej Broken Hill 1937-1989.

PH 105 brændte i 1950, og hver af de 4 resterende fik i 1953 udskiftet ”Harlandic” motorerne til 4 stk. 250 hk General Motors Detroit dieselmotorer. Nr. 102 blev udrangeret i 1982 efter havari, og de resterende 3 er siden 1989 musealt bevaret (heraf en i Thirlmere-museet, som Tommy har besøgt i 2011).

Som nævnt betød verdenskrigen, at H&W droppede sit jernbaneengagement, og det blev ikke genoptaget siden. Mon der er mere at berette i relation til B&W's samarbejde med værftet i Belfast om jernbanemateriel?

Fortsættes i 3. del …..