Telegraftråde og blæsevejr
Det var vist før man tastede et telefonnummer.
Nu fik netop Sønderjylland fuldautomatiske telefoner ret tidligt.
Man var bange for, at tysksindede centraldamer skulle lytte med på myndighedernes samtaler og rapportere indholdet sydpå.
Det vil så undre mig, hvis telefonnumrene på en automatisk central i en by som Haderslev kun havde tre cifre, men Lars' farfar var måske koblet på en landcentral.
I øvrigt skal jeg muligvis lige tilføje, at man ganske rigtigt ikke tastede, men drejede numrene på en nummerskive i disse fjerne tider.
Så kom der en impuls for 1-tallet, to for 2-tallet og så fremdeles. Jeg mener at have læst, at netop problemet med, at vildfarne enkeltimpulser af teknikken kunne forveksles med 1-taller, førte til, at man valgte 000 som alarmnummer og ikke 111, som jo ville have været væsentligt hurtigere at dreje i nødens stund.
Vore dages taster udløser som bekendt tonesignaler, og så er det selvfølgelig lige meget med et forkert klik eller tre på ledningen
Med venlig hilsen
Hans-Henrik Landsvig