Avatar

Nørresundby stations udstrækning

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 13/4 2013, 22:25 (4271 dage siden) @ Hans-Henrik Landsvig

Kender nogen af jer rationalet for at kalde den nuværende station for Lindholm????

Jeg har på Google Earth målt mig frem til, at der fra den ny station er 330 meter til den smukke gamle Nørresundby stationsbygning.

Og det er mit klare indtryk, at destinationen Lindholm skabte betragtelig forvirring blandt IC-passagererne.

Kender nogen en officiel forklaring på, at dagens station ikke bare hedder Nørresundby. Det er dog denne ganske velkendte by/bydel, den ligger i.

[image]

Jeg er født i Aalborg i 1958 og boede der til 1979 (og er nu vendt tilbage i 2013).

"Barnelærdommen" tilsagde, at når man passerede overkørslen i Nørresundby fra øst mod vest, ja, så begav man sig fra Nørresundby til Lindholm og det passer da vist meget godt med ovenstående kort, hvor sognegrænsen er anført med lilla.

Jeg kender ikke den officielle forklaring på, hvorfor stedets første station blev benævnt Nørresundby, ligeledes den anden, men altså ikke den tredje.

Hvis vi kigger på ovenstående kort, er det måske indlysende, at den første station fik navnet Nørresundby, da det var den største by i området. Jernbanen Nørresundby-Frederikshavn via Hjørring blev indviet i 1871; men Nørresundby fik først købstadsrettigheder i 1900. Det er ikke ualmindeligt, at DSB i tidernes morgen har navngivet stationer "helt hen i vejret" - typisk for at undgå fonetiske forvekslinger med allerede eksisterende stationer og det er jo heller ikke ukendt, at stationer er blevet navngivet efter en større by i nærheden (Hobro station lå ved indvielsen i 1869 i Hørby sogn, men blev altså alligevel navngivet "Hobro").

Nørresundbys første station (som var af træ og som, måske bekendt, var genbrug af Fredericias første station) lå sydvest for overkørslen og er den som vi ser på ovenstående kort. Den anden station lå nordøst for jernbanen og er den bygning, som vi i dag kender som Nørresundby station.

Jeg ved ikke, hvorfor den tredje station kom til at hedde Lindholm. De burde jo sådan set alle tre have heddet Lindholm og man kunne have ladet Nørresundby Havnestation, der jo lå i Nørresundby, "nøjes" med at hedde Nørresundby. Nørresundby Havnestation ses nederst på ovenstående kort og er faktisk placeret "ude i fjorden".

Det tredje station er sikringsteknisk identisk med den anden station - og den første. Men måske har man ved flytningen ønsket at rode bod på 131 års uretfærdighed og opkaldt den efter det sogn, den ligger i. Eller måske har man ræsonneret, at når man flyttede den primære adgangsvej til syd for banen (den anden station havde adgangsvej nord for banen), så måtte man ændre stationsnavnet til Lindholm.

Den nuværende station Lindholm blev indviet som standsningssted 14. december 2002 - et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke fulgte med i det lokale "jernbaneliv"; men jeg er ikke i tvivl om, at navneændringen må have været forklaret i bl.a. Nordjyske Stiftstidende eller i DSBidag.

Og afslutningsvist totalt OT: På ovenstående kort ses øverst til venstre Lindholm Ås udløb i Limfjorden. Da jeg i 1978-1979 i faget erhvervsret på Højere Handelseksamen på Aalborg Handelsgymnasium skulle undervises i begrebet "force majeure", blev det på glimrende pædagogisk vis forklaret som eksempelvis "hajer i Lindholm Å";-).

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak