Harzen 1992 - Del III (Südharz Eisenbahn, 2 fotos)
Kære forumdeltagere,
Først en stor tak for alle kommentarer og bidrag, også til Keld (K564), som hængte sine fine billeder på mit Harzen 2003 indlæg.
Til min 1992-beretning hører dette foto:
"Lokomotive Nr. 57 der Südharz-Eisenbahn S.H.E. 1899-1963 Braunlage-Walkenried-Tanne. Selbstbaumodell Volker Eimbech 1990" (Braunlage 07.1992 nm).
Modellen i 1:20 (tror jeg) stod som blikfang i udstillingsvinduet dér, hvor jeg købte bogen om Harzbanerne; og da jeg intet kendte til Südharz Eisenbahn SHE, solgte han mig også Manfred Borneman "Die Südharz-Eisenbahn - Walkenried-Braunlage-Tanne" (Piepersche Druckerei und Verlag GmbH, Clausthal-Zellerfeld, 3. Auflage 1991).
Heri erfarede jeg, at lokomotivet var en B'B1' h4vt Mallet-maskine, der i 1930 var blevet ombygget til E h2t med Luttermöller-Endachsen.
SHE havde fra sin start anskaffet Mallet-lokomotiver af samme type som Harzbanerne GHE og NWE. Da man trængte større lokomotiver, tænkte man stadig "Mallet", og Henschel leverede i 1925 SHE nr. 56 og 57. Disse 2 "kæmper" levede ikke op til forventningerne, ej heller selv om man udskiftede hele banens overbygning. En ombygning til 5-koblede maskiner, hvor den sidste drivaksel er tandhjulsforbundet med den næstsidste efter Luttermöller-princippet, viste sig vellykket, og maskinerne levede til 1961 hhv. 1962. Om SHE trækkraft, se: http://www.beitraege.lokomotive.de/privatbahnen/d_she.html .
SHE forløb stik syd fra Braunlage til Walkenried, og fra mellemstationen Brunnenbachsmühle gik en gren stik øst til Sorge, hvor der var forbindelse med NWE, og videre til Tanne og den normalsporede Rübelandbahn.
Bf Brunnenbachsmühle 1926, 2 Mallet mødes, t.v. SHE nr. 57, t.h. nr. 52 (arkiv: nm).
Jerntæppet amputerede sidebanen til Sorge og Tanne, og dette forhold samt den tiltagende biltrafik i Vesttyskland førte til banens endeligt i 1963. I 1992 fandt jeg de kondemnable stationsbygninger i Braunlage, hvorfra der udgik en busrute til Elend i øst, betjent af en ældre Ikarus med køkkengardiner bag ruderne.
Et særligt forhold var godssporet (3,4 km, nedlagt 1958) fra Bf Braunlage gennem byen langs den lille flod "Warme Bode" til Güterbahnhof Wurmberg, ad hvilket man transporterede træ og skærver. Strækningen kan følges ad en sti, der er egnet til en aftenspadseretur, hvis man har kvarter i Braunlage.
Bedste hilsener
Niels
Edit indsatte et ekstra foto.