Tamega-linjen: Livracão - Arco de Baúlhe

Porto ligger ved udmundingen af Douro-floden, og op gennem floddalen mod øst løber en bredsporet bane, som indtil 1985 gik til Fuente de San Esteban i Spanien, men som i dag har endestation i Pocinho, omtrent 30 km fra grænsen..

På fire mellemstationer grenede metersporsbaner fra mod nord, og alle var opkaldt efter den biflod til Douro, som de fulgte. Den første, regnet fra Porto, var Tamega-linjen.

Måske skal jeg lige nævne, at alle offentlige jernbaner i Portugal her i '74 var samlet i det statslige ”Companhia dos Caminhos de Ferro Portugueses” - forkortet: ”CP” med en enkelt undtagelse: den elektrificerede privatbane fra Lissabon til Estoril og Cascais. De forskellige strækninger i CP havde hver deres eget navn, således også: ”Linha de Tamega”.

Alle persontog på banen kørtes med skinnebusser, hvoraf nogle var bygget af Nydquist & Holm i Sverige i 1949. Da jeg havde hvilet mig lidt på ”Grande Hotel”, fandt jeg let et tog til Livracão og tog herfra til Arco de Baúlhe og retur med en af ”svenskerne”.

Det var en hyggelig bane, med stop ved flere nydelige og velholdte stationsbygninger, der gerne var dekoreret med de karakteristiske ”azulejos”, hvide kakler med motiver eller symmetriske mønstre i blåt og til tider gult.

Damplokomotiverne E 151 (Henschel 1905) og E 96 (Ohrenstein 1910) var henstillet kolde i Livracão, men en velforsynet kulgård tydede på, at de af og til blev brugt. CP's smalsporede damplokomotiver havde et ”E” for ”Estreite” - det vil sige: ”smal” - foran nummeret. Der stod også nogle antikverede, men velholdte, vogne på terrænet.

Strækningen Livracão - Arco de Baúlhe blev afkortet til Amarante i 1990, og banen lukkede helt i 2009. Tracé'en er i dag natursti.

Vi har nået Arco de Baúlhe og er klar til at returnere til Livracão

På tilbageturen krydsede vi en identisk skinnebus i Chapa

I Vila Caiz, kort før Livracão, krydsede vi en skinnebus af en anden type

Der var ventetid i Livracão, før jeg kunne fange et tog tilbage til Porto, så jeg fik taget et billede af skinnebussen, da den atter afgik til Arco de Baúlhe.

De to henstillede lokomotiver i Livracão så ud til at være i god stand, og de kunne formentlig fyres op uden videre. Forrest står E 151, bagerst E 96.

(fortsættes)

Vouga-linjen: Espinho - Sernada do Vouga - (Viseu)

Espinho ligger knapt tyve kilometer syd for Porto på den dobbeltsporede elektrificerede hovedbane til Lissabon. Stationen er udgangspunkt for en metersporet bane, som dengang gik til Viseu, men da jeg kom forbi i ´74, var trafikken mellem Sernada do Vouga og Viseu desværre midlertidigt indstillet. Årsagen var ildebrande, angiveligt antændt af damplokomotiverne.

Der eksisterer også en metersporet strækning fra Aveiro på hovedstrækningen Porto-Lissabon til Sernada, men på en eller anden måde undgik den min opmærksomhed. Jeg fik i hvert fald ikke set nærmere på den.
___________

Den 8. august om morgenen tog jeg et tog fra Porto til Espinho, og turen var en oplevelse i sig selv, for jeg fik lov til at køre med i ellokomotivets førerum. Vores hastighed lå vel på 80 til 100 km/t, men banen var uindhegnet, og på det sidste stykke før Espinho krydsede folk frit frem og tilbage over sporet på vej til og fra stranden, som lå på vores højre side. Længst fremme kunne man knapt nok se skinnerne for mennesker, men selvfølgelig holdt de sig mere og mere tilbage, efterhånden som vi nærmede os.

Håndtaget til lokomotivets horn var monteret i førerummets tag, og lokoføreren nærmest hang i det, mens han sagde en masse på portugisisk, som jeg ikke forstod, men som nok heller ikke var egnet til at oversættes og gengives...

En mand gik hurtigt over banen, mens han slæbte et stort fiskenet efter sig. Han snublede over den sidste skinnestreng og faldt, så lang han var. Han nåede lige at rive nettet væk fra sporet, inden vi passerede!

Det var en diminutiv skinnebus, som holdt klar til afgang i Espinho. Der var femten pladser på 2. klasse og ti på 1. klasse, hvor sæderne var velpolstrede og betrukket med hvidt bomuld. Udvendigt var 1. klasse behørigt afmærket med en gul stribe over vinduerne. Hvert eneste sæde på 2. klasse var optaget, men alt var ledigt på 1., og selvom jeg kun havde et 2. klasses Interrail-pas, insisterede togføreren på, at jeg satte mig der.

Vi afgik og begyndte at køre op i højden. Skinnebussens sirene blev brugt ved overkørsler, og den lød som en forskrækket kvindes skrig.

Som nævnt var der ingen trafik mellem Sernada do Vouga og Viseu, men det gjorde ikke så meget, at jeg strandede i Sernada, for her lå banens remise og værksted, og der var nok at se på.

Strækningen Sernada do Vouga - Viseu blev nedlagt 1. januar 1990, og og trafikken mellem Espinho og Sernada blev i 2004 afkortet til Oliveira de Azeméis.

Keld har vist moderne billeder fra Espinho og krydsningsstationen São João de Madeira på den afkortede strækning i naboforum, hvor ”pvc” også har aflagt rapport fra et besøg i 2016.

Nu er der åbenbart planer om en genetablering af togtrafikken mellem Oliveira de Azeméis og Sernada. Jeg kryder fingre for, at de lykkes.

I Albergaria a Velha, som ligger næsten midt i mellem banens nuværende endestation, Oliveira de Azeméis, og Sernada, var der et længere ophold, så jeg kunne forlade min plads og skyde et billede

I Sernada blev skinnebussen vendt på en lille drejeskive, som nok ikke ville kunne bære et tungere køretøj

På terrænet i Sernada stod der flere kolde damplokomotiver, formentligt fordi trafikken til Viseu var indstillet. Blandt mine sparsomme optegnelser har jeg har fundet et notat på en gammel filmpakke, hvoraf det fremgår, at drejede sig om E 131 og E 133 fra 1924, samt E 210 og E 213 fra 1923 - alle bygget af Henschel & Sohn.

E 182 - i midten - blev også bygget af Henschel i '23, og maskinen var opfyret, for godstog mellem Espinho og Sernada blev kørt med damp. Vi krydsede ét på tilbageturen, men mit foto blev totalt mislykket!

Jeg kiggede ind i remisen og ”skød” et portræt af E 92 (Orenstein & Koppel 1910)

(fortsættes)

God morgen i forum

Der bliver lige en kort pause i tråden, for jeg er nødt til at check'e et par ting i forbindelse med mit indlæg om Dão-linjen.

Stay tuned!

Bedste hilsner

Spændende tråd.

Jeg har tilfældigvis lige fået bogen "Portugal på skinner" af Nils Bloch, som bl.a. omtaler de linjer, vi hører om i tråden.

De kunne godt være en rejse værd.

Dão-linjen: Santa Comba Dão - Viseu

Så er vi på banen igen.

Mit sigte med tråden er dels at fortælle om mine oplevelser i 1974, dels at give et bud på, hvordan situationen ser ud i dag. Hvad der er sket før '74 og i den mellemliggende tid, kommer jeg ikke nærmere ind på.
____________

Den 9. august om morgenen tog jeg toget til Santa Comba Dão, som ligger på bredsporet mellem Pampilhosa og Fuente de San Sebastian i Spanien. Det var i øvrigt den strækning jeg var rullet ind i Portugal på godt to døgn forinden, mens jeg sov trygt.

Fra Santa Comba Dão gik der en metersporsbane til Viseu, hvor den havde fælles endestation med Espinho-Viseu-banen. Min tur til Santa Comba Dão var ikke så dramatisk som den til Espinho, og jeg husker egentlig ikke noget om den, men til gengæld kom jeg nu ud at køre med damp på smalsporet.

Dão-linjen lukkede i 1989, og da strækningen fra Sernada do Vouga blev nedlagt 1. januar 1990, skulle Viseu herefter være Europas største by uden jernbaneforbindelse. Det påstås i hvert fald af de lokale indbyggere, som var utilfredse med nedlæggelsen. Dão-linjens tracé er bevaret som natursti, men det gamle terræn i Viseu er væk og erstattet af en indfaldsvej og en rundkørsel.

Af en eller anden grund har jeg ingen billeder fra Viseu, men her er nogle skud fra tilbageturen til Santa Comba Dão:

Vi holder i Torredeita, og der var tid nok til at stige af og fotografere. Som det ses, er trækkraften E 124, bygget af Borsig i 1910.

Parada de Gonta

Tondela

Vi er ankommet til Santa Comba Dão, og lokomoyivet får lige lidt opsmøring

Herefter bliver E 124 brugt til at rangering

Til sidst skal maskinen lige en tur på ”skiven”

Bredsporet ligger til højre - mit sidste billede fra Santa Comba Dão, inden tiden var inde til at gå over til stationen for at finde et aftentog tilbage til Porto

(fortsættes)

Corgo-linjen: Regua - Chaves

Vi vender nu tilbage til Douro-dalen med dens fire smalsporsstrækninger. Tamega-, Corgo-, Tua-, og Sabor-. Jeg kunne nå at se Corgo-linjen på endagsudflugt fra mit hovedkvarter i Porto, men Tua- og Sabor-linjerne højere oppe i dalen lå for langt væk.

Den 10. august tog jeg til Regua, hvor et damptog holdt klart til afgang mod Chaves.

E 202 (Henschel 1911) fremførte toget, og det var en tørstig type: Der var vandtagning fire gange undervejs, og banen var kun 96 km lang.

Efter at lokomotivet havde fået sin første tår vand på den lille station Carrazedo, skulle vi gennem et par u-kurver, hvor radius nok lå på en 50-60 m, og jeg kunne læne mig ud af vinduet og forsøge at tage et par strækningsfotos af lokomotivet fra min vogn.

Vila Real, 25 km ude ad strækningen, var banens vigtigste mellemstation, og her var et længere ophold for krydsning med et persontog fremført af en søstermaskine, E 207 - og igen vandtagning. Når man stak hovedet ud af vinduet og så vandkranen blive svinget rundt, så var det om at rubbe sig og komme ud og fotografere!

I Vila Pouca de Aguiar krydsede vi igen et persontog fremført af E 215 af samme type som vor.

På endestationen i Chaves lavede mit kamera sit sædvanlige nummer med at hoppe over på blænde 22, så mine negativer ligner mislykkede natoptagelser. Jeg kan skimte, at vores maskine blev kørt hen til kulgården og forsynet, og at der lå en to-sporet remise i Chaves.

Banen blev afkortet til Vila Real i 1990, og den resterende strækning lukkede midlertidigt i 2009 og definitivt i 2010. Tracé'en henligger nu som en sti, og fra Vila Real og nordpå er den delvis officiel ”natursti”.

Steen Larsen har allerede vist flotte fotografier fra Corgo-linjen her i forum, og dem kan jeg henvise til, inden vi kigger på mine mindre vellykkede skud:

Jeg er ankommet til Regua, hvor toget til Chaves holder klar til afgang

Første optankning i Carrazedo

Forsøg på at tage et strækningsfoto

Ny optankning i Vila Real

Og endnu én i Samarda

(fortsættes)

Smalspor nord for Porto:

Trinidade - Senhor de Matosinhos
Trinidade - Póvoa de Varzim - Lousado - Trinidade
Lousado - Fafe

Hvis man i dag skal nordpå fra Porto, kan man både benytte en bredsporet strækning mod Vigo i Spanien med en sidelinje til byen Braga, eller man kan tage den moderne metro, hvor Trinidade er den centrale ”hub”, som det vist hedder på moderne dansk?.

I '74 var Trinidade endestation på et smalsporet nærtrafiknet med dampdrift!

Smalsporet fra Trinidade gik dels til Senhor de Matosinhos ude ved kysten, dels gik det i en sløjfe via Póvoa de Varzim til Famalicão, hvor det mødte bredsporet fra Vigo. De to sporvidder fulgtes ad ind mod Porto til Trofa, hvor smalsporet grenede fra og til sidst nåede tilbage til Trinidade igen.

Mellem Famalicão og Trofa ligger Lousado, og herfra gik der en smalsporsstrækning mod nordøst til Fafe.

Er De forvirret? Det er jeg også! Jeg må bryde sammen og tilstå, at jeg ikke længere har styr på min færden den 11. august 1974. Jeg kan kun sige, at da jeg havde set mig mæt på Trinidade, hvor der lå et større maskindepot, brugte jeg resten af dagen på at køre rundt på nettet nord for Porto.

Banerne gennemløb måske ikke det mest naturskønne område, men man skulle kun en halv snes kilometer ud ad strækningerne dengang, før alt åndede fred og landlig idyl. Jeg kan huske, at jeg besøgte en lokal beværtning nær en station og indtog en let frokost: brød, skiver af en skinke - der hang under loftet - og et glas rødvin - fra fad.

Hvad blev der af hele metersporsnettet nord for Porto? Jo, selskabet ”Metro de Porto” blev stiftet i 1993, og man besluttede sig for standard 1435mm sporvidde. Så gik man i gang med at reducere og omspore og modernisere:

Senhor de Matosinhos er fortsat endestation, men nu på Metro-linje A.

Banen fra Trinidade via Póvoa de Varzim til Famalicão blev afkortet i 1995, så Póvoa nu er endestation, og i dag indgår strækningen i metroen som linje B

Strækningen fra Lousada til Fafe blev afkortet til Guimarães, omsporet til bredspor, gjort dobbeltsporet og elektrificeret!

Der er altså ikke længere meterspor nord for Porto, men her er lidt fotos fra dengang, der var:

Trinidade var som nævnt endestation, og her var livlig trafik! E 162 (Henschel 1905) holder dog pause og får sig en tår vand.

En søstermaskine holder ved perron med et tog, Trinidade havde seks perronspor.

Ved remiserne i Trinidade stod der mange lokomotiver. Her er for eksempel E 164 opfyret og to kolde maskiner bagved.

Denne veteran, E 83, bygget af Esslingen i 1886, var desværre ikke opfyret.

Trinidade var et rent damp-Eldorado, men jeg løsrev mig og fandt et tog. Der var dobbetspor ud af Trinidade til Senhora de Hora, hvor strækningen til Senhor de Matosinhos grenede fra. Undervejs mødte vi et tog fremført af E 101 (Esslingen 1907), og som det ses, var der venstrekørsel.

Her er vi i Lousado (spørg mig ikke, hvordan jeg er havnet her?) Et tog mod Porto, fremført af E 103 (Esslingen 1907), er under indkørsel. Bemærk, at sporet er firstrenget.

Tog fremført af E 162 krydser en Allan-skinnebus i Vila das Aves på strækningen Lousado - Fafe. (Og jeg husker heller ikke, hvordan jeg kom hertil)

(fortsættes)

Jeg forlod Porto den 11. august 1974 om aftenen. Trods alt var jeg på min første interrail-tur, og jeg ville ud på de lange skinner igen, men Portugal havde helt sikkert været en oplevelse. Som smalspors- og dampentusiast kommer man næppe Paradis nærmere i levende live - og formentlig heller ikke senere...

Smalsporet dernede er jo næsten væk i dag, og da jeg checkede forskelligt på nettet, opdagede jeg, at noget af bredsporet også er forsvundet.

Da jeg besøgte Portugal, var det et fattigt land, og jeg under selvfølgelig portugiserne den økonomiske fremgang og den højere levestandard, de har fået siden, selvom det har kostet både små og store baner livet.

Men forhåbentlig bliver der nu råd til at genetablere hele strækningen Espinho-Sernada do Vouga, som Niels gjorde opmærksom på i naboforum og måske endda køre veterantog på den.

Til sidst et par ord om litteratur:

Hans Gerner Christensen & Ole Winther Laursen: ”Små tog på spinkle skinner” fra 1972 var den direkte anledning til, at jeg tog til Porto, for bogens budskab var klart: ”kan man afse tid og penge til turen, kan noget mere lønnende næsten ikke anbefales i dag”, står der under omtalen af Espinho-Viseu-banen.

I ”Små tog” omtales rester af meterspor i Penafiel, en snes kilometer øst for Porto, og forfatterne skriver, at de vil vende tilbage til sagen i en senere udgave af bogen, men den udkom som bekendt aldrig. Jeg kan kort supplere:

Smalsporet i Penafiel tilhørte aktieselskabet ”Companhia do Caminho de Ferro da Penafiel à Lixa e Entra-Os-Rios”. Denne privatbane åbnede i etapper fra 1912 til 1915 og lukkede allerede i 1929. Ole Winther Laursen besøgte i Portugal i 1963, så sporene af den nedlagte bane lå tilbage i mere end 30 år!

Nils Blochs rigt illustrerede bog: ”Portugal på skinner” formidler fint forfatterens begejstring for landet og dets jernbaner, sporveje og færgeruter, men den er fra 2003, så man skal nok være forsigtig med at bruge den som rejsehåndbog. Der kan nå at ske meget på knapt 20 år...

På engelsk kan jeg nævne Peter Allen & Robert Wheeler: ”Steam on the Sierra” fra 1960, som er en gennemgang af de smalsporede baner på hele den iberiske halvø. Bogen er selvfølgelig ren nostalgi, og det samme må siges om D. W. Winkworth: ”Railway Holiday in Portugal” fra 1968.

Steen Larsen har her i tråden fremhævet en bog, som jeg formentlig vil anskaffe: W. J. K. Davies: ”Narrow Gauge Railways of Portugal” fra 1998 - selvom engelske bøger er blevet noget dyrere at importere efter Brexit.

Så er turen slut - men hvis nogen nu har spørgsmål eller kommentarer, skal jeg gerne prøve at svare.

Bedste hilsner