The Elizabethan Express, 1954, engelsk film
”The Elizabethan” London-Edinburgh 1954
Denne film fortjener nok lidt mere omtale end en ”gammel engelsk jernbanefilm med damplokomotiver” som nogen måske umiddelbart vil sige. Den er selvfølgelig en historisk film om ”dengang”, men viser i højere grad det engelske samfund, dets klasseinddeling hvor hver og en kendte sin plads og udfyldte den efter bedste evne. Og bemærk påklædningen, som man stort set selv betalte og holdt istand, rene og velpressede bukser, blanke og velholdte sko. Ikke at glemme forskellene i ”gradstegn” i form af hatte/huer, der for alle dengang viste, hvilket stand man havde. Sixpence for det arbejdende folk, Derby eller bowler for lederne og endelig Cylinder hat for Stationsmesteren når officiel i ”Morning dress” eller tilsvarende. Den bløde hat for funktionærerne. Og så selvfølgelig som her i filmen, lokomotivførerkasketten med den blanke puld, eksamineret fører og kun ham, ikke fyrbøderen!!
Lokomotivet ”SILVER FOX” en af Sir Nigel Gresley´s (CME LNER) strømlinede type A4, her bygget i Doncaster i 1936.
Omkring ca. 3:50 passerer lokomotivet fra Kings X ud gennem tunnellerne ved ”Copenhagen Fields” kendt fra filmen ”The Lady Killers” (Plys og Papegøjer 1955).
Ved ca. 7:49 ser man ”banekolonnen” justere sporet med skinner lagt på den typiske engelske måde i en støbejerns ”stol” og fastholdt af en kile.
I ca. 10:50 fyldes vand på tenderen under kørsel hvor man nedsænker en skov ned i en vandfyldt rende og iløbet af kort tid har man fyldt tenderen med 10 tons vand. Metoden ses nok bedre i den franske film ”Menneskedyret”. Bemærk vandmåleren, et rør med huller i. Når vandet når en hvis højde i tenderen, løber det ud gennem et hul i målerrøret, simpel og effektivt. Denne form fandtes og på danske lokomotivtendere, men i form af prøve haner.
Se filmen igen og bemærk de små detaljer, der gør denne lille British Rail (BR oprettet i 1947) film til en perle, god fornøjelse
Steffen Dresler