Oddesundoverfarten
Kære Ole
Ja, der er drejeskiver begge steder. Men hvornår de kom, deres længde og tilladt akseltryk ved jeg ikke. Men det var åbenbart ikke stort nok som du selv skriver.
Ellers er historien om O de pgl. steder, ud over det Georg Schmidt har skrevet, således:
Ved månedsskiftet november/december 1916, blev O nr. 307 sendt til 3. Distrikt ved 4. Maskinsektion i Struer. Hvad grunden til denne flytning var, er ikke nærmere beskrevet. Men den egentlige årsag var nok den, at man af rejsekomfortmæssige årsager havde behov for et kraftigt lokomotiv, der kunne opvarme togstammen om vinteren. Det kunne de tilstedeværende lokomotiver af litra A og K jo godt nok, men det kun ved kørsel retvendt, da varmeledningen ikke var ført frem. Og da litra A og K ikke kunne vendes i Oddesund S (manglende drejeskivekapacitet) og derfor skulle køre med tenderen forrest den ene vej, løste man problemet med et O lokomotiv. Dette litra kunne jo opvarme togstammen ved kørsel begge veje, da varmeledningen hér var ført både frem og tilbage. Lokomotivet var opført i fast tur og kørte Struer-Oddesund S. Nr. 307 blev sendt tilbage til 1. Distrikt den 19. september 1917 og afløst af nr. 304, ligeledes fra 1. Distrikt.
Pr. 1. juli 1937 havde 4. Maskinsektion i Struer (Maskindepotet i Thisted) nr. 303, 312 og 314 i tur og nr. 308 til disposition. Lokomotiverne kørte Thisted-Oddesund N til broens åbning i 1938. Herefter blev turen Struer-Thisted kørt af Maskindepotet i Struer og med et andet litra. Litra O synes at erstatte J-maskiner.
I 1938 og frem til efter den anden verdenskrig kørte O lokomotiver på Sallingbanen (Skive-Glyngøre) med lokomotiver fra Maskindepotet i Glyngøre, selvom officielt hjemsted Viborg. Lokomotiverne var indledningsvis nr. 303 og 310.
Med venlig hilsen
Steffen Dresler