I brug, hensat eller ophugget?

af Steffen Dresler, 27/12 2012, 15:23 (4378 dage siden) @ Lars

Go´eftermiddag Lars af Esbjerg!

Jeg kan ikke hjælpe dig direkte med hensyn til de nævnte D-lokomotiver, da jeg ikke sidder med deres lokomotivkort, ligesom jeg ikke ved hvilket kildemateriale Tommy har anvendt.
Men generelt kan jeg da sige, at fordi et lokomotiv var hensat betød det ikke, at lokomotivet var på vej til at blive udrangeret og solgt for ophugning og at et udrangeret lokomotiv faktisk KUNNE blive idriftssat igen (flere gange endda). Det vil sige igen optaget i Driftsmaterielfortegnelsen, efter muligvis at have været slettet fra denne ved en udrangeringsskrivelse fra Maskinafdelingen.
Hvis man ser på f. eks. reparationsoversigterne fra de to centralværksteder (”ejer” = Maskinafdelingen> Generaldirektoratet) over lokomotiver, der skulle indgå for et planlagt eftersyn, det være sig enten lille (L) eller (S) stor reparation (revision), kunne man af tilsvarende skrivelser fra respektive Maskintjenester (distrikter) se, at det var helt normalt, at et lokomotiv blev hensat et stykke tid før end skulle indgå til reparation. Ligeledes kunne lokomotiver, hvis de i var overkomplette, blive hensat for en kortere eller længere tidsperiode. Det vil sige, at lokomotivet blev klargjort for hensættelse, ved at dele blev langtids præserverede (tappet for olie, vand, kul mv., vitale dele indsmurt i olie/fedt) og eventuelt kedlen udtørret. Derefter fremsendte distriktet en skrivelse til Maskinafdelingen (Generaldirektoratet) at lokomotivet var hensat, f. eks. "Litra X nr. XXX er hensat udtørret i Es"). Lokomotiver kunne faktisk også indgå for en planlagt reparation/revision og derefter udgå fra værkstedet og så blive hensat. Herefter kunne lokomotivet i realiteten ”passe sig selv” og man sparede penge på vedligeholdelse og reparationer mv.
Op til den anden verdenskrig indgik flere udrangerede litra K og G igen i driftsmaterielfortegnelsen, efter at have været officielt udrangerede. Krigen skabte et behov for anvendelsen af lokomotiverne.
Men selvfølgelig, jo nærmere vi kommer de endelige udrangeringer efter den 2. verdenskrig og diesellokomotivernes og motorvognenes overtagelse fra dampen, var hensættelse oftere og oftere forstadiet til udrangeringen og salg til ophugning.
Et mere direkte svar på dit spørgsmål, kunne være at se efter i km-bøgerne (Georg!) for de pågældende lokomotiver.
Lige til sidst – har været nævnt før – var litra H II hensatte overkomplette i et stykke tid, men måtte ikke udrangeres, da de var beredskabslokomotiver. Først da de ikke mere var nødvendige, blev alle H II næsten over en kam udrangerede, solgt og ophuggede.

Med venlig hilsen

Steff


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak