Alkoholpolitik før og nu
Jeg går ud fra, at i dag er der ingen tolerance for alkohol på jobbet hverken hos DSB eller Banedanmark. Korriger mig, hvis jeg tager fejl.
Men har det altid været sådan? Er der nogen der ved, om der har været en tid, hvor alkohol i tjenesten var tilladt - eller i det mindste blev set gennem fingre med? Har der været forskellige regler - eller kulturer - hos kørende personale - personale med kundekontakt?
Du skal nok ikke mere end 30-40 år tilbage, så var alkohol mere eller mindre accepteret hos DSB (Banedanmark var endnu ikke opfundet). Der går mange historier om hvordan der blev indtaget alkohol på de forskellige tjenestesteder. Nogle steder foregik det lokalt på stationen, andre steder frekventerede man det nærmeste udskænkningssted, men alkohol - det fik man.
Hvis f.eks. en lokomotivfører havde et lidt for afslappet forhold til alkohol, så var 'straffen' som regel at blive overført til rangertjeneste - og det skulle i hvert fald nok hjælpe, for blandt rangerpersonalet blev der visse steder indtaget ret store mængder alkohol.
Officielt har alkohol aldrig været tilladt, hvis man udførte sikkerhedsmæssigt arbejde. Dog har man på et eller andet plan, set igennem fingrene med det, for ledelsen kan næppe have været uvidende om forbruget af alkohol på arbejdspladsen.
I dag er det svært at forestille sig den alkohol kultur der herskede dengang, men tiden var bare en anden, det skal man huske.
Både hos DSB og Banedanmark er der i dag nul tolerance over for alkohol, ligesom der er på mange virksomheder, så alkohol problemet er i dag heldigvis historie - og godt for det.