Blokafhængighed mellem Perronkioskerne og Kommandopost
Fra 1901 var der manuel linjeblok på godsbanen Kjøbenhavn H (Godsbanegaarden)-Vigerslev med en mellemblokpost ved Carlsbergbroen (i en lille murstenshytte lige nedenfor broen). Dette blokanlæg nedlagdes i 1909, da godsbanen til Vigerslev syd om Valby åbnede.
Fra den nye København H's ibrugtagning for persontrafik 1.12.1911 har der - så vidt jeg ved - været linjeblok København H-Valby, men indledningsvis kun med ét blokafsnit, da blokposten på Vester Fælledvej B først ibrugtages 18.4.1912.
En ny manuel linjeblok København, Post K-Vigerslev ibrugtages (vistnok) 29.04.1916. I hvertfald ibrugtages et bloksignal ved København, Post K umiddelbart øst for Dybbølsbroen (på København H) denne dato. Signalet - der kun var for tog mod Valby - betjentes fra Post 1, og delte linjeblokstrækningen Post 3 (kommandoposten)-Enghave i to blokintervaller. Samtidig etableredes blokafhængighed mellem perronkioskerne på København H og København, Post K. Sidstnævnte blok, gætter jeg på, har været beregnet på, at inspektionshavende på perronen her kunnet "signalere" med Post K og vice versa. Hvordan proceduren har været, ved jeg ikke. Anlægget har formentlig været i brug helt frem til ibrugtagningen af automatisk linjeblok Kh-Val i april 1958.
--
Med vanlig venlig hilsen
Morten F. Larsen
En pessimist ser en mørk tunnel.
En optimist ser lyset for enden af tunnelen.
En realist ser et godstog.
En lokomotivfører ser tre idioter, der står midt i sporet og stirrer tomt frem for sig.