Den sidste rejse var gratis

Af “dick” - 1947

Begravelsestale og ”lidt i glassene”, da det sidste persontog i Amagerbanens historie kørte lørdag nat

Natten til søndag den 31. august 1947, præcis kl. 2.10, afgik Amagerbanen for anden gang ved døden. Første gang – det var i 1938 – var den sjove lille pacificbane dog kun skindød, og krigen hentede atter de gamle lokomotiver og stive passagervogne frem fra remisernes glemsel og rust. Denne gang ser det ud til, at dødsattesten er bedre funderet, og begravelsen har allerede fundet sted.
Amagers lokale trafikseværdighed ender sine dage i forholdsvis ubemærkethed i en alder af 40 år, fulgt på vej til den sidste rejse – the last mile – af en pæn gravtale på Dragør Station, samt en lille forfriskning på diverse mellemstationer fra gåsebyen til Amagerbro Station. I dag eksisterer banen ikke mere som passagerbefordrende faktor – rutebilerne har stjålet hele billedet – og vel er der måske knapt så megen romantik i de store, gule benzinkasser som i de spruttende, snøftende lokaltog, men bilerne har den fordel, at deres hjul er runde.

Begravelsestale og ”Leve Amagerbanen!”

Jeg kører fra Amagerbro til Dragør med det sidste tog fra København, og der er næsten fyldt i alle kupéer. Der sidder adstadige ægtepar side om side med forelsket, omslyngende unge, og intet tydede på nogen særlig vemodig stemning, ikke engang hos togpersonalet, hvoraf nogle skal til rutebilerne og andre bliver ved jernbanen, som et stykke tid fremover skal fortsætte med at befordre gods til det amagerske opland.
I den sene nattetime er der samlet en lille, udsøgt buket af Dragørs borgere på den lille stations perron, da toget kommer. Der er også indbudte gæster – herrer i alvorlige, mørke jakkesæt, fra sognerådene i Store Magleby og Kastrup, og mens mange af de rejsende går hen til lokomotivet for at trykke lokomotivførerens sorte lab, samles den almindelige opmærksomhed om en høj, mager mand med lærredshue og fremstikkende skipperskæg. Det er stationsforstander Kure, som har gjort alle banens 40 leveår med, og omkring ham bliver der i tavshed trykket hænder med sognerådsgæsterne, der skal kaste glans over begravelsen.

Den sidste rejse til København

Inde i stationens kontor er den ferieklædte stationsforstander vært ved en stærktduftende forfriskning. Alle banens folk er samlet og påhører gravtalen, som ender med de mærkelige ord: Leve Amagerbanen! Ude på den mørke perron er lokomotivet imidlertid koblet til togets anden ende, og omsider, kl. ca. 1.20 nat, oprinder da den stund, da den sidste rejse tilbage til København skal begynde. Det lille, forpustede lokomotiv er behængt med blomster, og toget bliver hilst på vej på den sidste rejse af en ganske imponerende samling mennesker, der råber hurra ud i den stille nat og vinker med diverse lommetørklæder. Det bliver en lang hjemtur. Billettøren render gennem toget og brøler til alle sider: Ingen billettering – den sidste rejse er gratis, og ved Tømmerup og Øresundsvejens stationer er der “lidt i glassene” til togpersonalet. Køreplanen bliver ikke overholdt denne sidste nat, hvor de gladeste af de rejsende holder til i godsvognene... Og så futter vi da af på den sidste tur ned over det nattestille Amagerland, forbi sorte, afsvedne marker, gartneriernes tavlede, firkantede øjne, farvet blå af månelyset, forbi de lange linjer af røde og hvide ildøjne fra lufthavnen, og mange sorte, døde fabriksbygninger. Der er ingen stor modtagelse på Amagerbro Station. Det glade selskab fra godsvognene prøver at synge lidt, men de fleste af de rejsende forsvinder som tavse skygger ud i natten, mens lokomotivet puster sig vej ad sideskinnerne til remisen. “The last mile” er endt. Ret mange er der vel næppe, som vil skænke det en tanke – kun gamle, forstokkede amagerkanere – som f.eks. undertegnede – mærker måske et lille stik af vemod omkring hjerteregionerne. Amagerbanen er gået over i historien for anden gang. Og denne gang er det alvor.

“Den sidste Rejse var gratis” er oprindelig trykt i: Social-Demokraten, 1. september 1947. Artiklen blev skrevet retrospektivt, men er her gengivet let redigeret i reportageform.