(fortsat)

Efteraaret er forbi i Oktober, og Vinteren begynder i Januar, Tiden derimellem er et Hul i Aaret, et ingenting af daglange Regnskyl og Taage.
Udelivet begrænser sig til en Aftentur gennem Byen. Indtrykkene af Færdslen trænger sig stærkere paa end ellers, og en skønne Aften summerer de sig op, man føler, hvordan de et Liv igennem har presset paa Sanserne for endelig at naa deres Maal, at bryde sejrrigt ind i Sindet, saa man maa sige til sig selv: først nu har du set Færdslen og ved hvad den betyder.
Fra sin Barndom har man været bundet til den, et Led i den. Vejen til Skole var lang; en god halv Times Kørsel med den lille Jernbane, siden en lige saa lang Tur i Sporvogn. Rejsen fra Engene og Markerne ind til Byen og fra Byen hjem til de stille Veje, blev den væsentligste Oplevelse, de Mennesker man kendte udenfor sit Hjem og Skolen, var Ansigter fra Rejsen, paa een Gang kendte og ganske fremmede. Man vænnedes til en Verden i Bevægelse, en baade hvileløs og passiv Verden, paa Vej til Arbejdet eller til Afslappelsen hjemme.
Toget var det centrale i dette konstante Rejseliv, der ikke rigtig førte nogen Steder hen. At rejse hørte med til at leve, var næsten Identisk med det, Passagererne følte, at det var noget som selvfølgeligt maatte vare ved ligesom »Tilværelsen«: en evig Kredsen mellem faste Oplevelser eller et stille endeløst Forløb uden »Maal«.
Naar jeg nu tænker paa Toget, er det ikke paa Toget i og for sig, altsaa paa Vognene, Lokomotivet, Stationerne, Drejeskiven og hvad der ellers kunde nævnes, men paa de Mennesker, der bestemte over det og havde skaffet det til Veje, paa Personalet i den daglige Drift og paa Passagererne. Disse Menneskers Forhold til denne Form for Rejse var Toget. Det jeg kørte med forleden Dag, var Banens Lig eller Genfærd.
Betragtet i Forhold til Passagerernes Stemninger var Banen forskellig Sommer og Vinter, og ikke bare det; den var eet paa en Regnvejrsdag og noget andet naar Vejret var lyst, ja, man kan gaa saa vidt som til at sige, at den var forskellig paa de forskellige Tider af Dagen og fra Station til Station. De der steg paa undervejs, havde Sindelag efter deres Hjemsted, og Humøret hos dem der var kørt med helt ude fra, ændrede sig uvilkaarligt paa Vejen ind til Byen. Hver Station havde sin sjælelige Farve. Banen var ogsaa eet som Indfartstog og noget andet som Udfartstog. Tillige raadede der forskelligt Sindelag i Andenklasses-Vognen og i de øvrige Kupéer; ogsaa i de forskellige Baase hvor Klikerne mødtes. Men det, at man for Eksempel befandt sig i et Indfartstog, medførte en ubevidst Fællesstemning. Under hver Fart ud og ind levede Toget som et bestemt Væsen. Ved Endestationen døde det bogstavelig talt, naar Lokomotivet spændtes fra eller skiltes fra Vognstammen som et Hovede fra sin Krop, og senere genopstod det som et nyt Væsen: Lokomotivet blev koblet til i den anden Ende, og en ny Forventning samlede sig i det og om det.
Banen betød noget udover det at den var et Befordringsmiddel. Den havde en, højere Værdi, fordi man troede paa den, man tillagde den en uvis Betydningsfuldhed, der kom af, at den var en Vækst af et fælles taaget Haab, en uovervejet Optimisme eller Livstro. Ved Synet af Banen bekræftedes man i en Mening som ingen tænkte over eller rigtig vidste var til, og denne skjulte »Sandhed« var med til at indrette Ceremoniellet omkring Toget. De Ting der blev foretaget ved Ankomst og Afgang, havde naturligvis deres praktiske Grund, men de var ikke, hvad vi i Dag forstaar ved rent hensigtsmæssige, de var tillige højtidelige. Stationsforstanderens Slag paa Messingklokken i Afgangens Øjeblik havde en svag Karakter af Ritus, han betjente det nyvakte Væsen og sendte det ud paa sin Skæbnefart. Signalet opfangedes af en Portør paa Halvvejen til Togføreren, der forlængst havde bemærket Stationsforstanderens Handling. Portøren drejede sig med en vis anspændt Raskhed, han »gjorde Front mod Togføreren«, og peb i sin Fløjte samtidig med at venstre Arm holdtes udstrakt. Lokomotivet svarede med to Pift.
Banens Travestering skred vidt frem allerede da jeg var Dreng. Der kom en Motorvogn i Stedet for Lokomotivet, saa den klare Forskel mellem Hovede og Vognstamme blev udvisket. De eksklusive Passagerer, der var flest om Sommeren, forsvandt næsten, og Klikerne drejede til samme Tid og paa samme Maade omkring Stationens Hjørner, hugede paa de samme Hjørnepladser med Øjnene i Avisen eller Kriminalhæftet og gav ikke Kontrolløren Anledning til at tage til Kasketten og spørge efter de Rejsendes Billetter, aandsfraværende stak de ham Maanedskortet imøde eller viste det slet ikke. Capstantobakken og Lugten af Arbejdstøj, der ellers hørte til i det første Tog om Morgenen, bredte sig, mens Passagerernes Tal svandt ind, og tilsidst kom Banens Nedlæggelse paa Tale. Rutebilerne begyndte og dermed nye Følelser for Kørslen fra og til Byen. Man betragtede den ikke mere som en Rejse men som et Transportproblem.

JERNBANEN, Johan Johansen: Efter: Hverdagens Evighed, 1949.