Jernbanen

Af Johan Johansen

Under Krigen undersøgte jeg Fuglelivet i Nærheden af den Egn hvor jeg er vokset op; mere end een Gang maatte jeg tænke paa »Smeden« som i min Drengetid var kendt af de fleste paa disse Kanter. En Efteraarsdag paa Vejen ind til Byen fik jeg nogle særlig stærke Indtryk af, hvor forfaldent alt var blevet i Løbet af kun 21 eller 22 Aar, ja forfaldent er for svagt et Ord: der var intet tilbage af det fortidige: af Dagenes Stemning dengang. Jeg havde ikke haft Held med mit Arbejde og var temmelig mismodig, det forekom mig, der kun var Maager tilbage under Himlen og Høns og Hunde paa Jorden. Lige inden jeg naaede Landevejen og lod Blikket trøste sig et Øjeblik ved den gamle lave Gaard, der har Aarstallet 1805 i sorte Jerntal slaaet fast paa Gavlen, blev jeg vakt af et Syn, et Tristhedens og Fornedrelsens Tableau. Henne ved Hækken foran Gaarden var anlagt et Par Kuler til Gulerødder, her laa to Skikkelser paa Knæ, to Kvinder, med Hovedet bundet ind i Tørklæder; de havde Sække om sig og snittede Toppe af Gulerødderne. Kulerne lyste som Saar i den mørke Jord, som det eneste stærkt farvede i den graa Oktoberdag. Var det Mennesker der laa paa Knæ dér, sækkelærredsgraa, med Blikket vendt mod Jorden, mod Arbejdet, formløse og uden synlige Ansigtstræk? Var det »Bønder« eller var det to Piger der maaske snart vilde tage Arbejde paa Fabrikken ikke langt derfra, naar Høsten var forbi; og være ligeglade enten de var det ene eller det andet Sted, naar Lønnen bare var som den skulde være? –
For første Gang i mange Aar valgte jeg at køre med Toget i Stedet for med Rutebil. Hvad jeg i den Anledning oplevede førte jeg ind i min Dagbog saasnart jeg kom hjem, og det er denne Dagbogsnotits jeg nu tager op og gør til Udgangspunkt for mine Erindringer og Overvejelser.
Stationsbygningen var forfalden uden sit tidligere Præg af reglementeret Orden. Den var beboet, tilsyneladende af »private« Mennesker, der ikke brød sig om, hvordan deres Vinduer tog sig ud fra Perronen. Da jeg havde ventet nogen Tid og læst om Afbenyttelsen af Signalet og om Billetsalget, der skulde finde Sted i Toget, kom en Murerarbejdsmand og to Soldater og gik i Læ under Halvtaget. Ingen af dem sagde noget. Man hørte kun Regnen, der begyndte allerede mens jeg var paa Landevejen, og nogle Motorer der blev prøvet ovre paa Flyvepladsen, Lyden bruste op og faldt hen, bruste op og faldt hen.
En Del Arbejdere samlede sig efterhaanden, paa en ejendommelig stille Maade blev de flere og flere, de ventede mørke og snavsede med runde Rygge inde under Halvtaget eller sad paa Bænken, ganske apatiske i det raakolde Vejr, og prøvede saa meget som muligt at trække sig ind i Frakkerne; de fleste havde en tom Mappe eller en Madkasse under Armen.
Toget kørte ind med bagvendt Lokomotiv – en rusten Stump af hvad det tidligere havde været, hyllet ind i Kulrøg, der tjavsede ud over den blaagraa Himmel. Fuldt overalt og intet Lys. Man trængte sig tæt sammen i Baasene, flere prøvede at blunde i Tusmørket, sammensunkne med Hovedet hængende, andre snakkede lidt, ligeglade Ord ind mellem Rudernes Klirren om, hvad de havde tabt i Spil, om Spareovne til Køkkenet og Kaniner.
De uniformerede Kontrollører, der saa høfligt gjorde Honnør og udbad sig »de Rejsendes Billettere«, var afskaffet sammen med det gamle Billetsystem. Saasnart en Station begyndte at glide bagud i Halvmørket udenfor, klemte Billetdrengen sig ind ad Døren og skubbede sig haardhændet gennem Trængslen. Igen og igen gravede han ned i Tasken efter Byttepenge og lod dem rasle tilbage.
Der blev hverken ringet eller fløjtet til Afgang som før i Tiden, havde alle faaet presset sig op, satte Toget i Gang uden videre. Sorte skruttede Mennesker strømmede op ved hver Station – allevegne ventende sorte Mennesker der stiger op og stiger op, bogstavelig talt voksende op af Jorden: den moderne Hverdag bliver til udenfor det man tidligere forstod ved »Naaden fra oven«. Tilsidst var Trykket i Vognen ondt, Fyraftenshyggen gik af det, en kynisk »Tilstaaelse« begyndte at gøre sig fri under Presset.
Gennem Duggen paa Ruderne kunde man ane Byens Overdrev, Fabrikskolosser med ætsende Lys i Ruderne og store fjerne Metalklange fra det nylig begyndte Natarbejde – det faldt mig ind at ogsaa Søvnens Naade er ved at gaa tabt, Verdensdagen, Hverdagen, gør sig enevældig i det uafbrudte Arbejde, og i et uafbrudt Kredsløb glider Menneskestrømmen gennem Fabrikkerne som Kraft. Strømmen giver sit Liv til Maskinerne og venter at faa Livet til Gengæld; Strømmene eller »Livets Pres« vokser, og det samme gør den nye Inspiration, Verdenslarmen, Røgskyerne paa Himlen og Antallet af Fabrikker og Huse ud over Markerne. – Villabyerne naaede nu tæt ind paa Banelinien det meste af Vejen, saa Toget maatte fløjte uafbrudt paa Grund af de mange Vejoverskæringer. Før var Byens Fremstød mere kompakt og langsomt, men nu er der Tale om en Springflod eller snarere om en Byens Allestedsnærværelse, den ser sit eget komme sig imøde ude fra Landet og sejrer i et almindeligt Frembrud.
Forstadens mørkegraa, snavsetrøde og skifersorte Klippeformer ragede op lige bag Lossepladsen som Grænsen for et gammelt, mere støt og beskedent Vækstliv. I Forbifarten bemærkede jeg Hovedgadens lange lige Snit ind i Klippen, en Hyggens Afgrund, hvor Menneskene flyder som et trægt mørkt Element inde langs Siderne. Forsigtigt gled vi ind paa Endestationen med Lokomotivet klemtende, tværsover vaade Gader, mens Fyraftenstimerne blev klippet over og opholdt et øjeblik, et ynkeligt Indtog, især for den der kunde huske Stemningen fra Banens egentlige Tid.

(fortsættes)