Aften, Steffen

Du forstår da lige at kaste en bold op, der kræver en hel del linier til svar. Men, umiddelbart nej, men også jow.
Hansa-programmet var ligesom Liberty, C1A, Victory, T2-tankere og en række andre skibe et træk for at have skibe nok efter at de stridende parter sænkede løs af hinandens tonnage. Hansa var tyskernes Liberty program. Det bestod af tre skibe: Hansa A på 3.000 DWT, Hansa B på 5.400 DWT og Hansa C på 9.300 DWT. At en række af disse skibe blev kontraheret ved danske værfter var blot et led i den almindelige udnyttelse af de danske industri faciliteter. Altså var der ikke umiddelbart bundet noget bytteforhold eller tvang op på byggeriet. Ikke udover at hvis værfterne ville have stålplader til bygning af andre skibe - som f.eks. isbryderen Holger Danske fra Odense Staalskibsværft i 1942 ja, så måtte værftet bygge Hansa-skibet for tysk regning.
Set fra den maritime vinkel var der anderledes krav bundet op på det faktum, at kul importen fra England stoppede brat i april 1940 - og at det fra krigsudbruddet i september 1939 var særdeles vanskeligt at få kul hjem fra England med uindskænket ubådskrig i Nordsøen. Det gav jo kulimportørerne nye udfordringer. Landet havde brug for kul og leverandørerne var lukket ude. Så der blev i hast skiftet til import fra Polen og Tyskland, men det havde en pris. For at få leveret kul til Danmark måtte regeringen sikre en hvis mængde tvangsrejser for Tyskland. Det var typisk rejser med jernmalm fra Luleå og Oxeløsund i Sverige til de tyske havne i Nordsøen og Holland eller rejser mellem tyske havne. Eksempelvis fra Rotterdam (i det besatte Holland) med malm, der kom op fra Ruhr med flodpramme til Hamburg eller Bremen. Ikke helt ufarligt, thi bomberne regnede bogstaveligt talt ned over de danske søfarende i Rotterdam og alle de tyske havne i de år. Disse tvangsrejser var for danske skibe, der var indenfor spærringen, da tyskerne invaderede Danmark i april 1940. Men tvangsrejserne sikrede altså at der var kul til lokomotiver og kakkelovne i de følgende år.
Rent praktisk blev systemet administreret af Fragtnævnet, der var et organ, der var en del af Ministeriet for Handel, Industri og Søfart, der uddelte disse rejser til de forskellige rederier. Samme ministerium stiftede senere Aktieselskabet af 6. februar 1943, som stod som reder for en række nybygninger af Hansa-typen fra danske værfter og satte dem i kommerciel management hos flere danske rederier.
I øvrigt gav samarbejdspolitiken mellem den danske regering og den tyske værnemagt helt fra april 1940 problemer for de danske søfarende og de danske skibe. De mere end en snes danske skibe, som søgte til f.eks New York i dagene efter besættelsen blev simpelthen interneret og betragtet som fjender uagtet at søfolkene erklærede deres loyalitet over for USA. Danmark blev da betragtet som et tysk protektorat og derfor kunne man ikke stole på dets befolkning.
Men det var et sidespring i denne sammenhæng.

Mvh
Bent