"Er der en broingeniør til stede", der kan forklare, hvorfor det er bedre at bygge en bro på blød bund end en dæmning samme sted?

En høj dæmning indeholder en stor masse af jord- og grusfyld som udøver et stort tryk på den indeliggende jord. Som man ser af forklaringen, har det givet åbenbare problemer ved bygningen de nye dæmninger i området.

Der findes tre metoder til opførelse af dæmninger på blød bund:
1. Man bliver ved at fylde på indtil dæmningen er høj nok og ikke længere sætter sig. Det kan være noget af et Sisyfos-arbejde, dels fordi de bløde jordlag vil skyde op langs dæmningens sider, dels fordi dæmningen vil være længe om at sætte sig. De angivne 10 år er ikke usædvanligt, og i nogle tilfælde holder den aldrig op!
2. Man bortgraver de bløde jordlag og bygger dæmningen. Metoden er kostbar.
3. Man udlægger trykfordelende konstruktioner (f. eks. flettede sivmåtter) på de bløde jordlag og bygger dæmningen derpå. Dæmningen bliver en "svømmende" konstruktion da den ikke får kontakt til fast bund. Metoden er risikabel.

I modsætning til dæmninger funderes broer i reglen på punktfundamenter som kan bygges som pælefundamenter ved hjælp af lange, nedrammede pæle af træ eller beton. Oftest vil man gøre pælene så lange at de når ned i fast bund, men det kan altså forekomme som her at der er så langt ned til fast bund at dette bliver vanskeligt.

I dag ville man lave jordbundsundersøgelser i området inden man begyndte at projektere så man med stor sikkerhed ville vide hvilke metoder som kunne anvendes. Tidligere havde man ikke de samme muligheder, så man prøvede sig ofte frem med det resultat at anlægsarbejdet kunne blive overraskende langvarigt og dyrt, eller resultatet mindre holdbart.