Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Skelhøje station (kommentarer t/3 fotos) (Generelt)

af Niels Munch, 29/9 2012, 15:22 (4438 dage siden) @ Svend

Hej Svend,

Tak for Holger's fine billeder fra Skelhøje.

Min gode ven Jørgen Østergaard fra Historisk Samfund for Viborgegnen har bedt mig om at hidsætte følgende supplerende oplysninger til billederne:

"I 1970 var jeg fraflyttet Skelhøje, men kom – og kommer der fortsat – jævnligt.

1. billede er taget fra syd – mod Viborg. 150 m nord for drejeskiven, der givetvis også var væk på det tidspunkt.
Der er sket en større “nedbrydning” siden min drengetid. Sporarealet er stærkt reduceret (se blot sporplanen fra 1953) og det lille røde signalskur, der var tilbygget på stationsbygningens NV hjørne er fjernet.
I baneskoven til højre havde vi drenge en sjov efterårsleg. Efter mørkets frembrud gik vi ind i skoven med hver sin stavlygte (3 BA 30 batterier). Man deltes i to hold, der fordeltes i og bag diverse træer. Derefter skulle man “skyde” et et hurtig lysglimt fra lygten sigtende på en formodet fjende og straks sige vedkommendes navn. Lå han nu der oplyst og med det rigtige navn nævnt, var han “død” og ude. Nåede han at blænde tilbage eller var navnet forkert, slukkede begge parter på kommando og skyndte sig at finde et andet skjul o.s.v. Bag denne vold – på vejens modsatte side - boede jeg fra mit 2. til 7. år som nabo til stationsmester Jørgensens trekantede have. Lige foran stationsbygningen var et lille, rundt haveanlæg med en hæk og roser. Midt heri stod DSBs flagstag, hvor der på min søster fødselsdag flagedes med det store splitflag, men aldrig på min. (Hun er født 11. marts!). I dag er situationen en anden, idet prins Henrik og jeg deler fødselsdag (11. juni). Desværre er flagstangen og stationen væk.

2. billede er tættere på bygningerne fra lidt mere vestlig kant. Den første bygning med gavlen mod sporene er en kombineret toilet- og brænde/vaskehusbygning. Derefter ses en eternitafskærmning ind mod stationsforstanderens gård med skiltet “Skelhøje” på. I min tid var der et svenskrødt træstakit forsynet med emalje-reklameskilte. Jeg husker et for Dansk Eternit, et for Oma margarine. Vist også et Dubonnet skilt, men tydeligst huskes skiltet med en knælende Sherlock Holmes med pibe og lup og teksten: “På sporet af aller tiders bedste sko – Angulus”. Skoven, der ses nord for stationen hørte også til DSBs areal. Her var ikke tale om en vold som den omtalte nord for – snarere en fordybning hvorpå også groede – vel - selvsåede træer.

3. billede er taget fra NV hen over det areal, hvor der før havde været spor og tilkørsel til bl.a. den ramperest til kreaturer, der står i forgrunden. Nord for stationsbygningen det lille pakhus med rampe, hvorfra jeg erindrer dufte af petroleum og tjære, når man på en varme sommerdag kiggede ind i det kølige rum gennem de åbne døre. Ned fra kroge i loftet hang en 2-3 uafhentede cykler i forhjulet. Hvis mon de var? På den “nye vej” i billedets forgrund går nu “Alhedestien”. Ellers er hele arealet stort set bebygget. Tilbage er kun perronen og de to rønnebærtræer, der ses mellem stationsbygningen og pakhuset. Nedrivningen skyldtes – til stor forundring og harme i Skelhøje – Karup kommune, der samtidigt fandt det værd at bevare tilsvarende anlæg i Karup og Frederiks for at anvende disse smukke huse til offentlige formål (arkiver, bibliotek o.l.). Alt fra Skelhøje blev kørt lidt syd for byen og væltet i min farfars grusgrav.

Sic transit gloria!"

M.v.h.
Jørgen & Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak