Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Skelhøje station (Generelt)

af Joergen Oestergaard @, 25/1 2012, 21:58 (4685 dage siden) @ ottoemil

Jeg har med interesse læst diverse opslag vedr. Skelhøje station og den private drejeskive og har via Niels Munch også kommenteret derpå ud fra personlige oplevelser som tipoldebarn af stationens navnegiver og opvokset i Skelehøje - iøvrigt sammen med min grandfætter Frank Thybo, der også er på linket.
Stationen blev ikke placeret i det yderste af et sogn for at undgå forpligtelser, men alene fordi dette sted var det nærmeste man af terrænmæssige grunde kunne komme til Dollerup Mølle og dens magtfulde ejer A.P.Jensen, der gerne havde set en station nede ved Hald sø. ( Magtfulde mænd spillede iøvrigt en rolle ved "Konebanens" oprettelse. I Bækkelund - næste station efter Skelhøje, lige overfor herregården Hald, hvor folketingets formand, Krabbe boede - byggedes den største og eneste station i røde mursten. Den mindst nødvendige og først nedlagte på strækningen. Senere omdannet til Bækkelund Papirfabrik - en anden historie ).
Navnet Skelhøje, som foreslået af min tipoldefar Niels Chr.Nielsen, har sin baggrund i at der for det første var mange små gravhøje på egnen. ( Den oprindelige hærvej fra Viborg gik vest om Hald Sø og over Skelhøje.I Havredal plantage, 2 km. syd for byen findes fortsat på en strækning af 2 km. 38 gravhøje. I det opdyrkede og af grusmaskiner opgravede land mod Skelhøje er de alle væk i dag. Kun én er tilbage, den store Skelhøj,beliggende midt i byen, der danner skel / grænse mellem sognene Frederiks, Lysgård og Dollerup og mellen herrederne Lysgård og Sønderlyng samt Ommer og Løver syssel. Navnet Skelhøje er defor særdeles beskrivende og velvalgt ). Men måske lidt langt væk fra jernbaneinteresser!

Til luftfotoet af banearealet fra 1954 kan jeg tilføje at den runde klat i billedet er bemeldte drejeskive. Den lyse stribe til højre ud fra billedet - mod øst - er sporet til slagtehuset, der ses som en lys bygning lidt længere ude. Overfor ses mejeriet og lidt syd derfor ved overkørslen et ledvogterhus på hvis højtliggende grund også befandt sig en vindmotor, der leverede vand til stationen. Her ville man ikke være med i byens vandværk, der var etableret allerede i 1906. DSB havde sit eget. Denne vindmotors "klang - klang" kunne høres over hele byen.

Hilsen

Jørgen Østergaard


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak