ROAD-RAIL, endnu mere til løsningen (Generelt)
De brave Englishmen graver videre .....
Roadrail Ltd., Beardmore-Super Sentinel road-railer (arkiv: Bent Hansen)
..... for at komme sandheden nærmere vedr. Bents foto, og følgende billede er derved dukket op:
Roadrail-tractor, fabriksfoto William Beardmore & Co. Glasgow 1924.
Billedet har været gengivet i "the Industrial Locomotive" og "the Railway Gazette". Bestyrelsesformanden i Beardmore og direktøren for jernbane-divisionen i selskabet var da netop indtrådt i Roadrail Ltd.s bestyrelse.
Traktoren er angiveligt baseret på Super Sentinel maskinkomponenter og må dermed være identisk med den på Bents billede, hvor "the boiler has a detachable firebox as witnessed by the ring of studs above the ashpan, also the chain sprocket and radius rod look like those from a Sentinel Super". Sentinels byggenr. burde således være "5317". Boggierne blev i øvrigt leveret af Fowler & Co. i Leeds.
Dermed har den også en oliefyret kedel i modsætning til sin i øvrigt identiske makker på Wembley-udstillingen, der havde en koksfyret standard Sentinel-kedel.
Fabriksbilledet afslører en kraftig bundramme med 2 boggier, der er ophængt således, at traktoren ikke, selv om drivhjulet på sin kørevej måtte møde en liden tue, afsporer. Endvidere indebærer konstruktionen, at køretøjet kører lige godt begge veje - i modsætning til f.eks. GUY-traktorerne.
Til gengæld er køretøjet ikke "konvertibelt" i den forstand, at man ikke bare omdanner den fra vej til spor og omvendt i et snuptag. Bagenden t.v., "bundrammen" og begge boggier kan fjernes, og en styrbar landevejsforaksel kan monteres. På den vis er køretøjet meget lig "den store sydafrikaner" i mit forrige indlæg.
Der er lidt usikkerhed om, hvorvidt de 2 Wembley-traktorer kom til Afrika; men da ingen af Glouchester-personvognene gjorde, er Bents billede utvivlsomt taget på Wembley-udstillingen.
Det viser sig, at der i 1921-23 i "the Protectorate of Uganda" blev anlagt en roadrail-bane - fra Kampala til Bombo og Gayaza - til befordring af bomuld. Banen blev betjent af de tidligere nævnte GUY-benzintraktorer og med 2' godsvogne - leveret af Fowler & Co. i Leeds. Denne bane var (heller) ingen succes og blev opgivet i 1927.
Den roadrail præsentationsfilm, som jf. linket i mit forrige indlæg blev vist for den australske premierminister, var netop optaget på banen i Uganda.
Endelig hører det med til historien, at major F.H. Dutton udtog sit første roadrail-patent i England i 1917, idet han da havde militære transportformål for øje.
Til de tålmodige læsere, som har fulgt med så langt, og som stadig har bevaret en vis fascination af disse amfibier, skænker jeg følgende bonus-link:
http://lh3.google.ca/abramsv/R7jc66oD4QI/AAAAAAAAIwQ/0ezj1tHmd84/s1600-h/werwefghgfhf.jpg .
(Vladimir Tsesler & Sergei Voichenko, Belarus).
Bedste hilsener
Niels