Til de færgekyndige (+ 2 fotos) - Gamle minder (Generelt)
Hejsa!
Motorfærgen Spodsbjerg er - så vidt jeg ved - "still going strong" og er nu på ruten Bøjden - Fynshav. Jeg var efter min tid i søværnet Sommerferieafløser på den - det var sommeren 1990. Dengang gik den Korsør - Lohals og var eneste færge på ruten. Som styrmand i færgen gik det meste af overfarten med at billettere passagerer - og ellers "bakke" den ind i lejet i Korsør, fra det lille styrehus agter. Det var forholdsvist nemt, eftersom den havde (har) 2 skruer og tillige bovpropel.
Færgesejlads blev aldrig rigtig "lige mig", men man fik en masse små sjove oplevelser i den korte tid man var der.
Jørgen Clevin - vel kendt af de fleste fra DR's børneudsendelser, havde vistnok enten sommerhus eller var fastliggercampist på Langeland - og han var af og til med over. Ofte stod en lille gruppe børn omkring ham og måbede ved "at se ham i virkeligheden"
Folketingspolitikerne havde noget vi internt kaldte "pamperpas" - som fritog dem fra betaling for overfarten. Tilligemed kunne de forlange at færgen ventede på dem, hvis de SKULLE med i embeds medfør, men det var vi kun ude for een gang - og vi blev ikke engang forsinkede. Hvad vedkommende så SKULLE på Langeland (ikke Sjælland) ved jeg ikke.
De fleste af os var bosiddende på Fyn, men enkelte var også fra Sjælland. Færgen overnattede i Korsør, så hvis man var "fynbo" overnattede man på færgen og afløstes så af en fynbo i Lohals efter første formiddagstur. Skulle man afløses på sjælland, var det svært at få det til at passe med en IC færge, men man kunne så smutte med MF ASA THOR, der om natten overførte godsvogne - vi havde en lokomsaftale med fyrene derovre om at vi kunne smutte med over gratis - den aftale gik også den anden vej.
Styrmandskammeret, der lå lige over maskinerne var vel 35 grader varmt efter dagens sejlads, så vi luftede altid ud i Korsør, ventilerede det vi kunne og "nattede" dæk med koldt vand for at nedbringe temeraturen. Mens vi ventede på det, fik vi en kold øl på vogndækket. Af og til var der een der smuttede på kro. Een gang var der een der havde "scoret". Hans pige må have haft sit månedlige, for han kom glad cyklende med blodigt ansigt næste formiddag. Han blev lidt knotten over at vi ikke havde sagt det til ham, for han havde dirigeret alle bilerne ombord.
Da jeg var der, var det kort efter "Scandinavian Star" affæren - og fra at billettere kunderne i cowboybukser og T-shirt - skulle vi fra den ene dag til den anden pludselig bære hvid skjorte og "pomfritter" på skuldrene.
Det var en dejlig tid, men ikke et sted jeg gad blive hængende i en alder af 26 år.
Dette var et lille "sidespring" - og har ikke meget med jernbane at gøre - men når nu billedet var der alligevel...
mvh
Chr
--