Hvad er en nødbremse, far? (Generelt)
Jeg kan berette, at jeg en gang midt i 70erne har overværet en nødbremse blive brugt.
Det var forbavsende udramatisk.
Episoden udspilledes i en liggevogn i et eksprestog på vej mod Basel. Under indkørsel til Freiburg (Breisgau) slingrede vi i sporskifterne, og en lidt forvirret passageuse greb efter det nærmeste håndtag at holde fast i. Gæt selv hvilket…
Der kom en hvæsende lyd, jeg aldrig har hørt magen til før eller siden, og så standsede toget stille og roligt – uden noget ryk.
Sporskifterne taget i betragtning gætter jeg på, at hastigheden har været omkring 60 kilometer i timen..
Straks efter kom der en piften fra en fløjte på vognen, da lokomotivføreren forsøgte at sætte tryk på hovedledningen. Den schweiziske liggevognskonduktør kom styrtende med en firkantnøgle og stillede det famøse håndtag tilbage. Vi fik luft på, og trillede ind til perronen.
Synderen var ulykkelig, men jeg trøstede hende med, at jeg – som sandt var – altid havde ønsket mig at se, hvad der skete, hvis man trak i nødbremsen.
Jeg erindrer, at der i danske vogne var et opslag om, at man risikerede ”offentlig politisag”, hvis man hev i håndtaget. Det slap hun så for. Det tyske personale var tydeligvis mere interesseret i at overholde køreplanen end i at lave en større undersøgelse.
Med venlig hilsen fra de gode gamle dage
Hans-Henrik Landsvig