Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Minister har åbnet et rødt rivegilde om Billundbanen (Trafikpolitik)

af kaibayer, 12/7 2019, 13:24 (1960 dage siden) @ Jens Hansen

Siden forliget om Togfonden blev indgået har jeg løbende haft kontakt til trafikordførerne i de involverede partier. Og jeg er godt tilfreds med, at de fleste holder fast i beslutningen om anlæg af en jernbane til Billund. Samtidig er jeg skuffet over, at Andreas Steenberg fra de radikale er blevet tvivler. Det var han ikke før. Muligvis er nogle politikere lidt presset af udtalelser om "Tulles jernbane". At Kristian Thulesen Dahl betragtede banen som sit bidrag til valgkredsen. Sådan ser jeg det slet ikke.

Og hvad angår økonomien, så er det stadig således at det kniber med statslige investeringer i det midtjyske område, hvor jeg har været lokalpolitiker i lidt over 30 år. Og hvilken jernbanestrækning i Danmark giver overskud? S-banen er velsagtens den eneste.

Vi har ca. 10.000 gæster dagligt - ja, titusinde! - i Billund Airport. Kommer I forbi så læg mærke til parkeringspladsen. For det første skal gæsterne til lufthavnen i bil, for det andet skal de betale for parkering. Kunne det spares, når man kom med tog?
Alt i alt har vi med alle attraktioner inklusive Billund Airport og det nye LEGO House ca. 4,5 mio. gæster til og fra Billund årligt. Hvilke provinsbyer kan overgå det?

Vi har ca. 5000 daglige pendlere til Billund by / LEGO mm. Kunne en togforbindelse aflaste det pres? Og ville direkte tog fra Ålborg, Århus og København til Billund Airport og Legoland station slet ikke kunne tiltrække passagerer? Det skal man vist være kulsortseer for at tro på.

Jeg håber, at partierne i Togfonden besinder sig og sætter en godkendelsesproces i gang for Billundbanen. Det er ca. 100 år siden Staten sidst investerede i infrastruktur i vores område, så vi er ikke blevet overrendt med investeringer. Jeg vil i hvert fald gøre mit for at fremme projektet!


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak