Tja, så sidder man her som skatteyder og bladrer i den nye køreplan. På 40 år er der godt nok ikke sket ret meget. Den samlede køretid mellem Aarhus og København er ganske vist reduceret betragteligt - men det skyldes næsten udelukkende Storebæltsforbindelsen.

Der er ikke noget at sige til, at langdistancependlerne Aarhus-København brokker sig. Folk med egen bil vælger at køre i den - det er hurtigere, billigere og mere fleksibelt. Folk sammenligner den rene brændstofomkostning med togbillettens pris. Det kan man ikke. Men det har DSB i over 40 år forgæves forsøgt at forklare folk. Det vil aldrig lykkes dem, lige som det ikke vil lykkes nogen at forklare, at alkohol og tobak er usundt.

Jernbaneelskerne, som jeg selv hører til, vil naturligvis forsvare sammenligningen med, at lyntogene nu til dags standser 7 steder undervejs mellem Aarhus og København. Ja, det gør de. Men så skal man da ikke kalde dem lyntog.

Den såkaldte (des)informationschef Tony Bispeskov, DSB, forsvarer de manglende nonstop-forbindelser Aarhus-København med, at det er der ikke marked til. Jamen, så er der jo ikke marked til noget som helst - eller hvad. Hvorfor ikke 3 lyntog morgen og 3 lyntog eftermiddag (RIGTIGE lyntog) - i stedet for det makværk, man tilbyder time for time nu til dags?

Situationen er således fastlåst. (Det minder om de manglende økologiske varer i den lokale butik: "Vi tager ikke varen hjem, for ingen vil købe den". Kunden: Vi køber ikke varen, for den er der ikke.").

Nogen må gøre noget. Timemodellen skal nok trække kunderne til (2 timer Aarhus-København onestop). Og skulle der komme en Kattegatforbindelse (1 time Aarhus-København nonestop) begynder det at ligne noget.

Men indtil da sejler vi bare rundt (Et gammelt DSB-ordsprog: "Alting sejler - undtagen færgerne"). Eller sagt på en anden måde: Den nye "system-køreplan K16" hælder beton ud over køreplansstrukturen. Man nedprioriterer kunderne og opprioriterer produktionen (derfor de K74-fjendtlige nye minuttal fra København: 55 for såkaldte lyntog og 02 for intercitytog). Den hjerne, der har udtænkt det, har aldrig været i nærheden af bare en grundbog fra merkonomuddannelsen. Vorherre bevares.

Må vi bede om en behovsrelateret systemkøreplan. Ja, det lyder lettere end det er sagt. Men de folk, der i dag har ansvaret for at løfte den udfordring, evner det angiveligt ikke.